Ny køreskole på Arn.Nielsens Blvd.

Ny køreskole på Arn.Nielsens Blvd.

Køreskolen Hollænder & Vivi byder velkommen og holder åbent hus den 31. august fra kl. 16-19 på Arnold Nielsens Blvd. 62B

Hos køreskolen Hollænder & Vivi lover man ikke mere end man kan holde – og så er der plads til både turboelever og elever, der har særlige behov.

Sådan lyder det fra det indehaverne Belinda Hollænder og Vivi Madsen, der de sidste tre år har drevet køreskole sammen i Roskilde. Den 1. september åbner de også op i Hvidovre på Arnold Nielsens Boulevard 62B.

– Vi har fem kørelærere, der kører for os i Roskilde og det er en af dem, Torben Hansen fra Hvidovre, som kommer til at være den primære person og daglige leder her i Hvidovre, fortæller Belinda Hollænder.

Hun og makkeren Vivi Madsen mødte hinanden på en køreskole, de begge arbejdede på, for ca. otte år siden. De besluttede sig for at gå sammen i en fælles køreskole, Hollænder & Vivi, for tre år siden.

– Vi har en god service, og vi holder det, vi lover. Jeg er meget stolt af vores trustpilot-anmeldelser, siger Vivi Madsen og uddyber:

– Det er f.eks. vigtigt for os, at der ikke kommer flere elever på vores hold, end vi har kørelærere til at køre med dem efterfølgende, så det betyder, at vi er gode til at få vores elever hurtigt igennem forløbet.

Både Belinda Hollænder og Vivi Madsen har desuden en anden faglig baggrund inden for sundhedsvæsenet – Belinda Hollænder som lægesekretær og Vivi Madsen som jordemoder - og de har derfor stor forståelse for og interesse for de elever, der kommer igennem deres køreskole.

– Det jeg godt kan lide ved at være kørelærer er nok den proces, jeg oplever, som eleverne kommer igennem, og så er de unge mennesker bare en fantastisk aldersgruppe, siger Belinda Hollænder.

Vivi Madsen er enig.

– De unge er meget tillidsfulde, og vi får os mange gode snakke, når vi kører, siger hun.

I første omgang vil den primære kørelærer på skolen dog være Torben Hansen, men de to indehavere håber på, at der gradvist vil komme flere lærere i deres nye Hvidovre-afdeling.

– Torben er en utrolig dygtig kørelærer. Han er god til alle elever, også de elever, der har nogle særlige udfordringer som f.eks. autisme, angst eller som har andre særlige behov, siger Belinda Hollænder.

Køreskolen Hollænder & Vivi har desuden turboforløb, hvor man som elev kan tage lovpakken på kort tid, så man hurtigt kan komme ud og køre. Der starter et turboforløb op allerede i efterårsferien.

Vil man møde indehaverne og Torben Hansen og høre om mulighederne på den nye køreskole i Hvidovre, holder Hollænder & Vivi åbent hus den 31. august fra kl. 16-19 i lokalerne på Arnold Nielsens Boulevard 62B.