Ny lov lægger vægt på den ældres selvbestemmelse
Direktør TINE LARTING med svar om hjælp til blind borger:
LÆSERDEBAT: I forrige uges avis beskrev Erling Jacobsen, hvordan han var skuffet over den behandling, han som blind har fået fra Hvidovre Kommune.
Selv om vi kan have forskellige opfattelser af sagers forløb, er vi altid kede af at høre fra borgere, som ikke er tilfredse med den hjælp og service, vi som kommune leverer. Jeg ved, at vores medarbejdere gør sig umage for at yde deres bedste i den daglige kontakt med kommunens borgere. Trods det kan vi næppe undgå situationer, hvor borgerne oplever, at hjælpen ikke lever op til deres forventninger.
Jeg kan naturligvis ikke kommentere nærmere på den konkrete sag, men jeg kan fortælle lidt om vores almindelige praksis. Hvis man som borger har brug for et nyt hjælpemiddel, fordi det gamle ikke er tilgængeligt mere, så bestiller vi som udgangspunkt et tilsvarende hjælpemiddel.
Vi har desværre ikke mulighed for ”bare” at flytte rundt på aftaler om hjemmehjælp. Hvis man ikke er hjemme, når rengøringen er planlagt, så kan man i visse tilfælde få erstatningshjælp. Det gælder ved akut opståede situationer, eller hvis man har aftaler, som drejer sig om ens helbred. Hvis der er tale om mere sociale arrangementer, så er det ikke et tilbud. Den væsentligste grund hertil er, at hjælpen til én borger er en brik i en større vagtplan. Og hvis man først ændrer planerne et sted, så vil det få konsekvenser for den planlagte hjælp til mange andre borgere.
Min opfordring til Erling, og andre som måtte stå i en lignende situation, er altid at kontakte os. Jeg er ked af, hvis din oplevelse med visitationen ikke har levet op til dine forventninger. Vi bestræber os altid på at have en åben, respektfuld og konstruktiv dialog med vores borgere. Og vi lytter og arbejder løbende med at styrke både vores kommunikation og samarbejde med borgerne med fokus på i fællesskab at finde løsninger. Hvis man ikke mener at få den rette hjælp og til tiden, så er det altid i visitationen, man kan henvende sig.
Derudover kan jeg fortælle, at man som borger med indførslen af den ny ældrelov, (fra den 1. juli 2025), får muligt for større fleksibilitet - noget som læseren efterspurgte i sit indlæg. I den nye lov er der nemlig lagt vægt på den ældres selvbestemmelse. Tanken er, at borgerne sammen med de kommunale medarbejdere i en tæt dialog for at tilrettelægge forløbet og på den måde sikre større indflydelse og medbestemmelse i forhold til den hjælp, som borgeren har krav på.
Venlig hilsen
Tine Larting,
direktør for Sundhed og Ældre
