Ny medaljehøst God ungdom i HIF-håndbold

Ny medaljehøst God ungdom i HIF-håndbold

Blandt andre tog HIF’s U15 drengene guldet.

HÅNDBOLD: Med ikke færre end 20 ungdomshold var Hvidovre IF solidt repræsenteret ved weekendens store Næstved Cup, hvor i alt 256 hold stillede til start. Ca. 220 Hvidovre-spillere og -trænere deltog, og vendte retur søndag aften med masser af medaljer om halsen.

I U15-rækkerne strøg HIF til tops i B-rækken, hvor det blev til guld til både drengene og pigerne. U15-drengene slog TMS Ringsted i finalen, mens pigerne vandt deres finale med 16-7 over Næstved/Herlufsholm.

I U11-rækkerne vandt HIF-pigerne sølv i A-rækken efter en tæt finale, som blev tabt med bare et enkelt mål til Team Helsinge. Hos drengene lykkedes det HIF’s hold i B-rækken at gå ubesejret gennem turneringen, og guldet blev sikret efter en finalesejr på 12-11 over hjemmeholdet fra Næstved/Herlufsholm.

Derudover blev det til en del semifinalepladser og flere medaljer til HIF-hold i de såkaldte B-finaler, som var en finalerunde for de hold, der ikke sluttede i toppen i det indledende gruppespil.

- Det har både sportsligt og socialt været en stor weekend for vores mange spillere og frivillige ledere og trænere. Vi har fået vist, at vi spiller noget rigtig flot håndbold, og så er det fantastisk at se, når vores spillere på tværs af årgangene danser rundt med hinanden i hænderne, når et af vores hold har vundet en kamp. Det vidner om et stærkt fællesskab, som bare er blevet endnu stærkere, siger ungdomsformand i HIF Håndbold Rasmus Kofoed Pedersen.