Ny privat leverandør af hjemmehjælp

Ny privat leverandør af hjemmehjælp

Firmaet DFS Plus er ny leverandør efter, at kontrakten med Human Care udløber med udgangen af januar

NYHEDER: Det er et lovkrav, at kommuner i Danmark skal have mindst én privat leverandør af hjemmehjælp, og firmaet Human Care har siden 2009 været privat leverandør af hjemmehjælp i Hvidovre Kommune. Den 31. januar 2026 udløber virksomhedens kontrakt med Hvidovre Kommune, og derfor har kommunen via en udbudsrunde fundet en ny leverandør til opgaven. I disse dage får modtagere af hjemmehjælp i Hvidovre Kommune brev om, at det fra 1. februar er DFS Plus, der er privat leverandør. De 200 borgere, der nu får hjælp fra Human Care skal inden den 12. januar vælge, om de fremover vil have hjælp fra DFS Plus eller Hjemmeplejen i Hvidovre Kommune.

DFS Plus leverer hjemmehjælp og helhedspleje i 10 andre kommuner i hovedstadsområdet og har fungeret i 25 år.

– Vi er glade for at byde den nye leverandør velkommen i Hvidovre, og vi har hørt godt om dem fra vores nabokommuner. DFS Plus er en økonomisk robust virksomhed, og det er indtrykket i de andre kommuner, vi har talt med, at borgerne er tilfredse med den hjælp, de får fra dem, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Arne Bech.

Som modtager af hjemmehjælp i Hvidovre Kommune har man frit valg mellem den private leverandør og kommunens hjemmepleje. DFS Plus vil ligesom Hjemmeplejen i Hvidovre Kommune kunne levere hjælp til både de borgere, der er visiteret til helhedspleje efter ældreloven, og de borgere, der er visiteret til personlig pleje og praktisk hjælp efter serviceloven.

DFS Plus vandt udbuddet om hjemmehjælp ved samlet set at score højest ud fra kriterier som bl.a. færrest mulige hjælpere i borgerens hjem, efterlevelse af de visiterede indsatser, dokumentation og samarbejde med kommunens visitation, sygepleje, genoptræning, andre samarbejdspartnere og pris.

 

menu
menu