Ny skoleleder på Holmegårdsskolen

Benedikte Kryger Roth kommer fra en stilling som souschef på Sluseholmen Skole
NYHEDER: Bendikte Kryger Roth får lige den sidste måned før skolesommerferien med, når hun den 1. juni starter som ny skoleleder på Holmegårdsskolen. Hun kommer fra en stilling som souschef på Sluseholmen Skole i Københavns Sydhavn, der åbnede i 2019, og som hun har været med til at starte op – og også har været konstitueret skoleleder på i ni måneder.
– Efter en ansættelsesproces med mange gode kandidater, var det et enigt ansættelses-udvalg, der pegede på Benedikte, som den bedste kandidat, og jeg er rigtig glad for at kunne byde hende velkommen til Hvidovre og Holmegårdsskolen. Benedikte er meget relationsstærk, fagligt dygtig og har klare visioner for folkeskolen. Jeg er sikker på, at hun er den rette til at lede den videre udvikling af Holmegårdsskolen, siger Centerchef for Skole og Uddannelse Ole Møller Laursen.
Benedikte Kryger Roth er uddannet lærer og har i en årrække arbejdet på Brøndbyvester Skole i Brøndby Kommune, hvor hun bl.a. har undervist mange år i udskolingen, været læringsvejleder og koordinator for vejledere i det pædagogiske læringscenter. Hun har været faglig leder på Guldberg Skole, skolekonsulent i Københavns Kommune og senest souschef på Sluseholmen Skole. Og så har hun en diplomuddannelse i ledelse fra Københavns Professionshøjskole og en skolelederuddannelse fra Københavns Kommune.
– Det er i høj grad et ønskejob for mig – Holmegårdsskolen har været på min radar lige siden jeg arbejdede på det daværende Immerkær Fritidshjem og havde min gang på skolen, fortæller den nye skoleleder og fortsætter:
– Jeg glæder mig til at lære skolen og dens hverdagsrytme at kende, og især glæder jeg mig til at møde børnene, de unge og medarbejderne, som jo er dem, vi laver skole for og med. Jeg tror på, at den bedste skole for børnene skaber vi i fællesskab: medarbejdere, børn, forældre og ledelse. For mig er den gode folkeskole en skole, hvor det ikke er børnene, der tilpasser sig, men skolerammen. En skole hvor man får sort bælte i eget liv, og i dét at kunne mestre den ’rygsæk, man har fået med sig.
Benedikte er 49 år og bor i Valby med sin mand Klaus og parrets tre drenge, tvillinger på 15 og en lillebror på 12 år. I fritiden læses der meget og gerne alt fra faglitteratur til børne- og ungdomsbøger, hepper på sidelinjen til sine sønner fodboldkampe og elsker at rejse – senest har familien været i Cambodia og Vietnam.
Holmegårdsskolen er en 3-sporet skole i Hvidovre Nord med 581 elever og en SFO på skolen. Skolen kunne i 2022 indvie to nye flotte bygninger til ind- og udskoling og fik dermed bedre rammer og plads til tre klasser på hver årgang. Skolen er desuden hjemsted for den nye juniormesterlære-ordning.