Nybolig møder kunderne i øjenhøjde

Alexander Holm er indehaver af Nybolig – den lokale ejendomsmæglerkæde, der har været bedst sælgende i Hvidovre de seneste 10 år
NAVNE: Hos Nybolig i Hvidovre er lokalkendskab ikke bare noget, man taler om. Det er noget, størstedelen af medarbejderne har med sig, fordi de enten bor i Hvidovre eller er født og opvokset i området.
Det gælder også indehaver Alexander Holm, der kalder sig en ”eksiljyde”, som med stor glæde har bosat sig i Hvidovre sammen med sin familie.
Det er dog ikke kun det dybe lokalkendskab, der gør en forskel for kunderne hos Nybolig. Alexander Holm fremhæver, at det også handler om at møde sælgere og købere med ægte forståelse for de situationer, de står i.
Han blev indehaver af Nybolig i Hvidovre i sommer efter knap 10 år som medarbejder.
– Når man sælger eller køber bolig, uanset om det er første gang eller noget, man gør flere gange i livet, er det en vigtig rejse. For os handler det om at være med hele vejen og møde kunderne i øjenhøjde. Vi skal forstå dem og have respekt for de følelser og behov, der følger, fortæller han.
Når kunder overvejer at flytte til Hvidovre, har Alexander Holm og hans team mange gode råd at dele ud af. Med et hold af medarbejdere, der alle har stærke rødder i lokalområdet, er det nemt at fremhæve byens mange fordele og kvaliteter.
– Når man selv har et tæt forhold til Hvidovre, kender man de gode boligkvarterer, de lokale hot spots og ikke mindst foreningslivet og skolerne, som er vigtige faktorer for mange tilflyttere. Vi oplever ofte, at vores personlige erfaringer og anbefalinger gør en stor forskel, siger han.
Lokalt engagement er også en stor del af Nyboligs identitet i Hvidovre. Forretningen støtter en lang række lokale organisationer og idrætsklubber, herunder Mødrehjælpen, Hvidovre Fodbold, Hvidovre Badminton Club, Hvidovre Cykelklub, Hvidovre Attack Floorball og flere andre.
– Vi er stolte af at kunne bidrage til det lokale liv og hjælpe organisationer og klubber, der gør en forskel for både børn og voksne i området, fortæller Alexander Holm.
Foruden støtten til lokale foreninger har Nybolig også en god relation med naboen Hvidovre Vinhus og et tæt samarbejde med det lokale bryggeri Spybrew.
– Vi er glade for at kunne samarbejde med virksomheder, der også brænder for Hvidovre. Med Spybrew har vi blandt andet været med til at lancere Byens Øl, og lige nu arbejder de på en ny, indtil videre hemmelig jubilæumspilsner, som vi glæder os meget til at præsentere, siger Alexander Holm.
Når det kommer til boligpræsentationer, har Nybolig i Hvidovre også udviklet deres tilgang for at gøre oplevelsen så levende som muligt. Med videoer og sociale medier kan potentielle købere få en helt anderledes og mere medrivende præsentation af boligerne. Det er en metode, der især har vist sig effektiv for at skabe gennemsigtighed og interesse, inden køberne booker en fremvisning.
Nybolig har også gjort skuffesalg nemmere og hurtigere ved hjælp af digitalisering og et stort kundekartotek.
– Skuffesalg kan ofte være en oplagt løsning for dem, der ønsker en mere diskret proces. Det behøver ikke tage længere tid – vi kan hurtigt kontakte de rette købere, så processen bliver så smidig som muligt, forklarer Alexander Holm.
Alexander Holm kom til Nybolig Hvidovre for næsten 10 år siden efter en periode hos en konkurrerende ejendomsmæglerforretning i byen. Her oplevede han dog, at tilgangen ikke passede til hans værdier.
– Jeg følte, at den måde, vi arbejdede på, manglede det menneskelige element. Jeg ville sætte kunderne først og skabe skræddersyede løsninger, men det kunne jeg ikke dér. Da Lars Lützhöft, den tidligere ejer af Nybolig Hvidovre, ringede til mig, vidste jeg, at det var min chance for at gøre ejendomsmæglerarbejdet på min egen måde, fortæller han.
I dag kalder Alexander Holm Nybolig Hvidovre for sit hjertebarn og fremhæver, at det lokale kendskab og det personlige engagement er nøglen til deres succes.
– Hvidovre er mit hjem og min arbejdsplads, og jeg føler en stor glæde ved at kunne gøre en forskel for de mennesker, der bor her eller ønsker at flytte hertil, afslutter han.
key