Nye placeringer fundet til aftenskolerne

 Nye placeringer fundet til aftenskolerne

Når bygningen på Hvidovrevej 432-438 skal rives ned, kan AOF og FORA flytte deres hold til Strandmarkens Fritidscenter, Frihedens Idrætscenter, Avedøre Bibliotek og Kulturhus, et par skoler og Teater Vestvoldens tidligere lokaler på Høvedstensvej

Kommunalbestyrelsen besluttede i sommeren 2023 at sælge kommunens bygning på Hvidovrevej 432-38, fordi den efter mange års brug er nedslidt og ville kræve en omfattende renovering.

Som følge af salget skal bygningen rives ned, og derfor har Kommunalbestyrelsen nu også godkendt en plan for, hvor aftenskolerne AOF og FORA skal flytte hen til sommer, når bygningen skal rømmes. Planen betyder, at aftenskolernes forskellige hold og aktiviteter fordeles på Strandmarkens Fritidscenter, Frihedens Idrætscenter, Avedøre Bibliotek og Kulturhus, Langhøjskolen, Engstrandskolen og Teater Vestvoldens tidligere lokaler på Høvedstensvej 45. Aftenskolerne skal selv være med til at lægge den endelige plan for placeringen af de forskellige hold, og de nye lokaler vil blive taget i brug, når aftenskolerne starter deres nye sæson til efteråret. AOF’s administration flytter til Engstrandskolen, og FORA’s administration til Frihedens Idrætscenter.

– Jeg er glad for, at vi nu har fundet en løsning for aftenskolerne og dartklubben DK26, som også holder til i bygningen ved Friheden Station. Både aftenskolerne og dartklubben skal have en stor tak for det konstruktive og løsningsorienterede samarbejde, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak. – For at få mest muligt ud af de kommunale kroner, giver det mening at samle fritids- og foreningsaktiviteter i bygninger som i forvejen bruges til de formål, og hvor der er ledig kapacitet. Det er altid lidt irriterende at skulle flytte fra et sted, hvor man har haft aktiviteter i mange år, men jeg håber, at aftenskolerne bliver glade for de nye muligheder og den synlighed, de får, når de nu rykker hen, hvor mange mennesker mødes i forvejen.

Det kommer til at koste Hvidovre Kommune 960.000 kr. at tilpasse lokalerne til aftenskolernes behov. Bl.a. skal der sikres gode adgangsforhold for alle. Udgiften til tilpasningen af lokalerne bliver finansieret ved salget af Hvidovrevej 432-438.

By- og Planudvalget og Økonomiudvalget besluttede i januar 2024, at der skal laves en ny lokalplan og et nyt tillæg til kommuneplanen for Hvidovrevej 432-438 og Gammel Køge Landevej 362. De nye planer skal gøre det muligt at opføre boliger, butikker og cafeer.