”ØKOLOGI” ER IKKE ”BÆREDYGTIG”
Der er aldrig ført videnskabelige beviser for noget af det, skriver KNUD LARSEN
LÆSERDEBAT: I det første nummer af Hvidovre Avis (15/10), jeg har modtaget siden foråret, har vor højtærede borgmester fået behjertede/velmenende medarbejdere til at skrive, under ”Byens Talerstol”: ”Økologi og hverdag – går hånd i hånd”, som et svar til ”Kamilla”.
Det drejer sig om det kommunale krav ”90% af råvarerne i dagtilbuddene skal være økologiske”. Det omfatter vist børnehaver og vuggestuer.
Du/I skriver om ”gode måltider”, ”ansvar”, ”miljø, klima og sundhed”, ”et mere bæredygtigt Hvidovre”, ”grønne ambitioner”. Alt sammen meget fint. Men hvorfor skulle ”økologi” fremme netop disse målsætninger? Jeg vil være så ufin at kalde alt dette uforpligtende floskler: Der er aldrig ført videnskabeligt bevis for noget af det.
”Økologi” er, som alle biologer ved, læren om naturens biologiske kredsløb, hvor alle levende organismer indgår. (Græsk øikos = hus, husholdning, leveområde: Den Danske Ordbog). Men ordet er snigende blevet erobret af en nyreligiøs bevægelse, som går hånd i hånd med den okkulte ”biodynamik”, et tankespind af Rudolf Steiner (østrigsk fantast (1861-1925) med astrologi, fuldmåne, kohorn o.s.v.).
”Økologer” (og ”biodynamikere”) må ikke bruge ”kunstgødning”, skønt det er produceret ud fra luftens naturlige indhold af nitrogen (N = ”kvælstof”), 4/5 af den luft, vi alle indånder hver dag. Derfor er de henvist til husdyrgødning (gylle), men ”økologen” over alle, Alternativets Franciska Rosenkilde, kræver 100 % ”økologi”, og NUL husdyr. Dermed tvinges vi tilbage til oldtidens svedjebrug, hvor de første bønder i Danmark for 6.000 år siden afbrændte skov, og efter et par år måtte flytte og afbrænde mere skov, fordi jorden blev udpint for næringsstoffer. Det skabte de golde, jyske heder.
De uafviselige fakta er, at ”økologisk” landbrug udpiner jorden, så udbyttet pr. ha. af ”økologisk” hvede nu er under det halve af almindelig hvede, og det falder fortsat. Alt mens det stiger i det forhadte ”konventionelle” landbrug (som Franciska Rosenkilde beskylder for at udpine jorden). Så hvordan skal ”økologi” give mere ”ansvar”, ”miljø, klima og sundhed”, ”et mere bæredygtigt Hvidovre” (som borgmesteren skriver), når det kræver det dobbelte areal? Samtidig med, at alle vil have mere ”natur”?
Jeg er ked af at bebyrde Hvidovre Avis’s læsere med alt dette, men det er nødvendigt for at forstå, hvad kommunen har gang i. Som vor store humanist Peter P. Rohde skrev (1970): De farligste samfundsreformatorer er idealisterne.
PS: Nu kan jeg på nettet se, at borgmesterens ”Kamilla” er Kamilla Würtz, som 1/10 i Hvidovre Avis (som jeg ikke modtog) skrev ”Hvis ingen familier i Hvidovre selv lever af 90% økologi, hvorfor skal børnehaverne så tvinges til det på et stramt budget?” Jeg kan ikke være mere enig.
Verden vil bedrages, og enhver bliver salig i sin tro. Men hvorfor skal vi andre betale ekstra for det? – Som pensionist har jeg ikke råd til det, det er dumt at gøre det, og bedragerisk at tvinge andre til det.
”Økologi” er IKKE ”grøn”.
Venlig hilsen
Knud Larsen
