På søndag i Cirkusmuseet: ”Mine herskaber, grevskaber, klædeskaber og ægteskaber kom indenfor”

På søndag i Cirkusmuseet: ”Mine herskaber, grevskaber, klædeskaber og ægteskaber kom indenfor”

Underholdende foredrag med Aase Tribini fortæller anekdoter om sit og sin fars interessante liv med gøgl

”Mine herskaber, grevskaber, klædeskaber og ægteskaber kom indenfor” – sådan vil det lyde når Cirkusmuseet på søndag den 3. marts kl. 11.00 byder indenfor til foredrag med Aase Tribini, der er datter af den berømte gøglerkonge Professor Tribini. Her vil hun fortælle om sit og sin fars interessante liv med gøgl.

Aase Tribini optrådte allerede som helt lille med sin far. Det skete især på Bakken, hvor Professor Tribini havde sin variete. Her tryllebandt han publikum ikke mindst med sine fantastiske ordspil, der skulle trække folk ind i varietéen, hvor de kunne opleve klassiske gøglernumre, tryl og artisteri. Der er stort set ikke den artist eller gøgler som Tribini ikke kom i kontakt med, og mange af dem fik gode erfaringer hos ham, som de kunne trække på videre i deres karrierer rundt om i verden eller i de danske cirkus. Samtidig var familien Tribini også en klassisk gøglerfamilie, hvor alle optrådte og hjalp til. Der var aldrig en stille stund, for når familien ikke var på scenen, var de ude i verden og samle inspiration. Tribini blev kendt ikke blot fra Bakken, men også fra film, hvor han var med i 9 spillefilm, udover han var hyppig gæst i aviserne og i reklamer. Han var en meget kreativ person, der også var bagmanden bl.a. bag julemændenes kongres på Bakken. En kongres, som ligger i juli!

Cirkusmuseet lover således, at du kan forvente et underholdende foredrag fyldt med anekdoter om det at vokse op i en gøglerverden med en berømt og energisk far. Aase Tribini er desuden kendt for at medbringe et lille trick eller to, som hun kunne bruge ikke blot på varietescenen, men også senere i sit liv, hvor hun arbejdede i børnetandplejen.

Foredraget er arrangeret af Danske Cirkusvenner og Cirkusmuseet. Billetter a 70 kr. kan købes via Cirkusmuseets hjemmeside cirkusmuseet.dk eller i døren. Billetten giver også adgang til museets udstilling, hvor du bl.a. kan se Tribinis berømte rumsterstang og lirekasse.