På vej til at blive mere seniorvenlig

På vej til at blive mere seniorvenlig

KENNI BJØRN NIELSEN og CHRISTEL DAMGAARD med svar på indlæg om Kometen:

LÆSERDEBAT: I de seneste udgaver af Hvidovre Avis har der været to forskellige indlæg om, at manglen på en elevator gør Kometen til et mindre seniorvenligt sted. Det er rigtigt, at elevator ville gøre Kometen mere tilgængelig for ældre og mennesker med funktionsnedsættelse, men der er også andre veje til at gøre Kometen mere senior- og handicapvenlig.

Vi håber, at det vil glæde skribenterne og alle andre, at Kommunalbestyrelsens Klima-, Miljø- og Teknikudvalg inden længe skal drøfte forskellige scenarier, der skal gøre toiletter og garderobe i Kometen mere tilgængelige. Ind til en løsning er fundet, vil medarbejderne i Kometen, på Hovedbiblioteket og frivillige i forskellige arrangørgrupper fortsat gerne guide gæster til handicaptoilettet på Hovedbiblioteket, ligesom garderobestativer bliver sat frem i Kometens foyer, så man ikke behøver at gå til garderoben i kælderen med sit overtøj, hvis man er dårligt gående.

Kulturhus Risbjerggaard har, som det er blevet nævnt i det ene indlæg, en elevator, så alle besøgende uanset alder og funktionsniveau kan bevæge sig mellem stuen og førstesalen, hvor der bl.a. er skiftende udstillinger. Det viser forskellen på de krav om tilgængelighed, der bliver stillet til moderne kulturhuse i dag, og de krav, der IKKE blev stillet, da man opførte Kometen i starten af 1970’erne. Hvidovre skal være en god by at være ældre i. Det ønsker Kommunalbestyrelsen, og det arbejder vi med i Hvidovre Kommune på mange forskellige måder, bl.a. i samarbejde med Seniorrådet, Frivillige Ældre og andre aktører. Vi er ikke i mål – men vi gør os umage med hele tiden at være på vej. Vi er glade for, at projektet Seniorvenlig By har fået så megen opmærksomhed, og at så mange seniorer i Hvidovre allerede har bidraget til projektet med deres tid og tanker. Seniorvenlig By-projektet har fokus på livet uden for og mellem bygningerne i vores by. Social- og Boligstyrelsen har givet penge til projektet, så kommunens fagfolk, borgere og politikere sammen bliver klogere på, hvad der skal til for at styrke tilgængelighed, tryghed og trivsel i byens rum – ikke kun for seniorer men for alle generationer. Den erfaring og viden, som Seniorvenlig By-projektet giver os, bliver løbende brugt, når vi i kommunen fx bygger nyt, planlægger byudvikling eller laver forbedringer i byrum og grønne områder. Det kan føre til, at der skal ændres eller tilføjes noget til vores byrum, så de bliver mere tilgængelige for alle, fx flere bænke til at tage sig et hvil, adgang til offentlige toiletter og muligheder for at mødes på tværs af generationer. I denne sommer foregår der i Seniorvenlig By-regi forskellige eksperimenter og undersøgelser rundt omkring i byen. Disse kan man som senior bidrage til, og det vil vi gerne opfordre interesserede seniorer til at gøre, for vi har brug for jeres input. På hjemmesiden hvidovre.dk/seniorvenlig by kan man læse mere og melde sig til at være med.

 

Venlig hilsen

Kenni Bjørn Nielsen og Christel Damgaard Centerchef for Trafik og Ejendomme og centerchef for Sundhed og Ældre Hvidovre

menu
menu