Padel miraklet i Hvidovre

Padel miraklet i Hvidovre

Den lokale padelklub har ingen hjemmebane, men er nu nykårede danmarksmestre

PADEL: Hvidovre er nu regerende Danske Mestre i Padel. En bemærkelsesværdig præstation, for det burde rent logisk ikke kunne lade sig gøre. Hvidovre Padle Klub blev startet for under tre år siden, og fra starten viste klubbens resultater, at der var gode muligheder for fortsat udvikling. Det har dog været ”op ad bakke” fra første færd, for der er tale om noget så usædvanligt som en Padel Klub, der ikke har en hjemmebane, og man har derfor måttet leje baner udenfor Hvidovre for at kunne træne. Uden egen hjemmebane er de gode træningstider altid reserveret til klubbernes egne medlemmer, så Hvidovre Padel Klub har været nødt til at træne sent om aftenen og på andre skæve tidspunkter, hvilket sætter klubbens præstation i et endnu større relief.

DM-titlen kom i hus efter en spændende sæson, hvor de mangedobbelte Danske Mestre fra ”Racket Club” blev besejret i en spændende og velspillet finale. Den afgørende kamp i finalen var et opgør mellem Hvidovre-brødrene Marc & Nicolai Ferrigno, som mødte storfavoritterne Mads Laudrup & Sofus Enrum. Racket Club var indtil mødet med Hvidovre 4-dobbelte danske mestre, og holdet består af grundstammen på det danske landshold, så det er en mægtig modstander Hvidovre Padel Klub har besejret. I årets grundspil i Elitedivisionen gjorde holdet næsten rent bord. Alle andre hold end Hvidovre blev besejret med 6-0, og mod Hvidovre fik Racket Club et af de meget sjældne nederlag. En præstation Hvidovre Padel Klub gentog i finalen.

Holdkaptajn Marc Ferrigno og hans bror Nicolai har været grundstammen på holdet. De har begge en lang tenniskarriere med flere danske mesterskaber bag sig, og de har samlet et hold af venner fra bl.a. tennis, badminton og fodbold. Derudover har man trukket på internationale kontakter, og klubben har fået tilknyttet et par dygtige svenske spillere, som også repræsenterer Hvidovre Padel Klub. Alt i alt kan man jo konstatere at det har vist sig at være en slagkraftig cocktail.

Som altid er der en organisatorisk ildsjæl bag en sportslig succes, og i Hvidovre Padel Klubs tilfælde er ikke en undtagelse. Her er det klubbens formand, Lars Tranberg. Sammen med Jannek Italiano, Jonas Lorentzen og Ferrigno-brødrene, startede han Hvidovre Padel Klub i 2022 – ja….det er ikke en trykfejl, det er blot lidt over 2 år siden at klubben blev stiftet, og det er morsomt at kunne konstatere, at finalemodstanderen Racket Club Elite har været danske mestre længere tid end Hvidovre Padel Klub har eksisteret! Lars Tranberg har brugt megen energi på at sikre bedst mulige forhold for klubbens medlemmer. Det er ofte en stor udfordring, når man ikke råder over egen hjemmebane, og man hele tiden skal have et puslespil til at hænge sammen.

Spillerne bag Hvidovres Danske Mesterskab 2024 er Marc Ferrigno (Holdkaptajn), Nicolai Ferrigno, David Daugaard, Søren Wedege, Rajko Lekic, Kasper Elsvad, Simon Lander Raagaard, Frederik Broe Larsen, Anton Andersson, Albin Olsson, Isak Arvidsson & Christoffer Persson.

Foto: Danmarksmestrene 2024 i Padel.