– Paletten er vigtig – og vi arbejder på at komme hurtigere i gang

– Paletten er vigtig – og vi arbejder på at komme hurtigere i gang

Direktør for det tekniske område i Hvidovre kommune Sara Røpke med svar på indlæg

NYHEDER: De mange aktører, der bruger Paletten, er skuffede og uforstående overfor en udskydelse af udbygningen. Direktør Sara Røpke forklarer i det følgende, at skuffelsen er forståelig, og at der vil blive gjort alt, hvad der er muligt, for at fremskynde udbygningen: 

– Det er tydeligt, at meldingen om udskydelsen af byggeriet ved Paletten har vakt både skuffelse og frustration hos mange brugere – og det forstår vi godt.

- Paletten spiller en stor rolle i hverdagen for mange borgere i Hvidovre. Det er et levende hus fyldt med fællesskab, aktivitet og glæde, som er med til at skabe både mening og samhørighed for mange seniorer. Vi ved, at særligt værkstederne har været savnet længe, og vi anerkender, at ventetiden har været lang.

- Der har været forskellige forhold, som har gjort det nødvendigt at justere tidsplanen for udbygningen af Paletten. Men nu ser vi på den igen med friske øjne. Politikerne i Økonomiudvalget har nemlig bedt os undersøge, om det er muligt at komme i gang med byggeriet tidligere end først planlagt.

- Samtidig vil vi også se på muligheden for at skabe nogle midlertidige løsninger, indtil det hele står færdigt – præcis som flere af jer har efterspurgt.

- Vi ved endnu ikke, hvordan den endelige tidsplan kommer til at se ud, men jeg kan love jer, at vi gør alt, hvad vi kan for at få fremskyndet projektet – uden at gå på kompromis med kvaliteten. For vi ønsker, at det færdige resultat skal være et hus, som lever op til jeres ønsker og behov i mange år frem. Sagen om Paletten forventes at komme tilbage på Økonomiudvalgets bord inden sommerferien, skriver Sara Røpke, direktør for teknik og miljø, kultur og fritid i Hvidovre Kommune

menu
menu