Palettens Fællesråd efterlyser pavilloner

Midlertidige lokaler til værksteder er en nødvendighed for brugerne af Paletten
NYHEDER: En forsinkelse af udbygningen af Paletten falder ikke i god jord hos Palettens fællesråd. Faktisk mener brugerne, at der skal midlertidige løsninger til, for at problemerne med pladsmangel kan overkommes.
Det fremgår af et opslag på de sociale medier og et indlæg fra Fællesrådets formand.
– Med stor beklagelse har vi erfaret, at udvidelsen af paletten bliver først færdig i 2030. Fællesrådet er orienteret om det den 1. april 2025. Vi har hele tiden fået at vide, at huset var færdigt i 2027, hvilket også har været i avisen, samt sociale medier til offentlighedens viden. Der er et STORT behov for vores værksteder, så vi kan få de brugere tilbage som savner at komme og udføre deres værksteds hobbyaktiviteter i Paletten. Vi håber, at der kan findes en midlertidig løsning i form af to pavilloner til genåbning af vores værksteder, indtil hele byggeriet er færdigt, står der blandt andet i det opslag, som Fællesrådet har lagt op på Palettens Facebook-side.
Også Fællesrådets formand, Lise-Lotte Dørge, udtaler, at forsinkelsen er en streg i regningen.
– Forsinkelsen på 2-3 år for den lille tilbygning til Paletten er en streg i regningen for Palettens pres på lokalerne. Derfor forventer vi i Paletten, at politikerne i enighed hurtigt finder en god overgangsløsning med pavilloner. Det skal ikke ende i en ubehagelig politisk ansvarskamp om Palettens fremtid under det forestående kommunevalg, skriver Lise-Lotte Dørge i en udtalelse fra Fællesrådet.
red