Pas på skiene: De typiske skiskader, og hvordan du mindsker risikoen

Ledende overlæge på Hvidovre hospital med gode råd til forebyggelse af skiskader

SUNDHED: Skisæsonen er over os, og mange danskere drager mod både nord og syd for at lufte de lange plader. Men det er ikke uden risiko. Bliv klogere på de typiske skiskader, og hvordan du undgår dem.

Februar er årets travleste måned for skiskader, og hvert år vender mange danskere hjem fra skiferien med mere end gode minder. Ifølge Morten Grove Thomsen, som er ledende overlæge i Ortopædkirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, er det især knæskader og brud i skulder og håndled, der fylder – og der er klare forklaringer på hvorfor.

- Skiene fungerer som en slags vægtstang under benet og kan derfor skabe voldsomme vrid, som kroppen ikke er vant til. Derfor er korsbånds- og sidebåndsskader blandt de mest almindelige. Ofte skyldes de, at musklerne omkring knæet ikke er stærke nok til at modstå belastningen, forklarer Morten Grove Thomsen.

Enkle styrketræningsøvelser for knæ og ben inden ferien, kan faktisk gøre en stor forskel, da muskulaturen får lidt ekstra til at modstå de uvante vrid.

- Og så er det faktisk utrolig vigtigt, at dine ski er indstillet korrekt efter fx din vægt, så de falder af, hvis der sker vrid. Det mindsker belastningen betragteligt og kan gøre forskellen mellem en sprunget korsbånd og bare et ømt knæ, siger Morten Grove Thomsen.

Faldskader: det mindste af flere onder

Når det gælder skulder-, kravebens- og håndledsbrud, skyldes de typisk fald. Det er svært helt at undgå.

- Her er det bedste råd jo nok, at man kører fornuftigt og skulle man falde, så er det jo bedre at tage i mod og brække et håndled, end at man fx tager fra med hovedet, fortæller Morten Grove Thomsen, og understreger, at netop derfor bør man altid køre med hjelm.

Men selvom man står på ski som et dydsmønster, kan skaden være uforskyldt – fx hvis en anden kører ind i en.

- Vi ser også mange skader, fordi andre er kørt ind i en. Og her kan et rygskjold virkelig være godt, da det beskytter din ryg mod det hårde slag fra en anden skiløber samt stave og ski, uddyber Morten Grove Thomsen.

Forsikringen er vigtig

Er uheldet ude, er det vigtigt at have styr på sine forsikringer. Skiskader giver ofte varige mén i et eller andet omfang, så en ulykkesforsikring kan være en fornuftigt ting at tjekke op på.

Og så kan en hjemtransport fra alperne blive temmelig dyr, også selvom du er kørt af sted i egen bil.  En rejseforsikring er derfor værd at have styr på, før du tager afsted.

 

 

red
menu
menu