PENGE TIL STADION BERØRER IKKE KERNEOPGAVER

PENGE TIL STADION BERØRER IKKE KERNEOPGAVER

Det er på tide vi får et hold med i den bedste række, skriver NIELS ULSING:

LÆSERBREV: Derfor bør stadion opgraderes. Det er Niels Erik Madsens overskrift i "Ugens Kommentar" i Hvidovre Avis den 3. maj.

Jeg deler fuldt ud Niels Erik Madsens kommentarer/argumenter, og jeg citerer: ”Det vil være et historisk lavpunkt, og total mangel på forståelse for sportens udbredelse og betydning, at sige nej til at give HIF mulighed for at spille i superligaen på vores eget stadion.”

HIF har i nyere tid været tæt på oprykning flere gange, og nu ser det ud til at skulle lykkes. Sker det, hvad alt tyder på, skal Kommunalbestyrelsen i Hvidovre, naturligvis sørge for, at HIF kan spille på hjemmebane med de fordele det giver, i form af støtte til vores spiller under kampene, flere entreindtægter, TV-penge, og mulighed for flere sponsorer.

Hvis ikke det bliver muligt at spille kampe i Hvidovre, skal klubben leje sig ind på andre stadions, hvilket kan komme til at koste mellem 1,2 og 1,7 mio. pr. år, og hvad værre er, kommunen må ikke yde økonomisk støtte til denne udgift, som klubben derfor selv skal finde penge til. Det vil i sig selv blive svært, og gøre det vanskeligt at få midler til at styrke spillersiden, hvilket nok er nødvendigt, hvis HIF skal bide sig fast, og ikke rykke ned igen som det skete i 1996/97, hvor HIF kun fik en sæson i den bedste række, bl.a. på grund af en meget stram økonomi.

Flotte resultater

HIF er en klub med traditioner og store resultater, men som desværre ligger mange år tilbage. Danmarksmestre i 1966, 1973 og 1981, pokaltitel i 1980, 18 europæiske kampe, flotte resultater mod Real Madrid og Juventus, og som nævnt med i Superligaen i 1996/97. Det er derfor på tide, at vi igen får vores hold med i den bedste række. Det skal vi som kommune støtte med de muligheder vi har.

Jer er helt med på, at der kan være borgere i Hvidovre som synes, at det er mange penge at bruge på et stadion og fodbold, og som mener at pengene hellere skulle bruges på vores kerneydelser/velfærdsområder. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der er tale om anlægsudgifter, og det derfor ikke berører kerneopgaverne, men vil være en anlægsprioritering.

HIF er en af vores klubber med flest medlemmer, og som sportsgren ligger fodbold klart i spidsen. HIF er både en elite og breddeklub, og blev i 2012 kåret som Danmarks bedste breddeklub. Hvis Hvidovre kommer i Superligaen, vil det gavne fodbold generelt i kommunen.

Niels Erik Madsen skriver i sin kommentar, at der i den igangværende sæson, har været tæt på 23.000 til fodbold på vores stadion. Kommer vi i Superligaen vil det tal blive væsentlig større, men interessen for fodbold i Hvidovre er langt større end tilskuertallet er udtryk for, så for mig, er der ikke tvivl om, at en plads i Superligaen, vil have stor betydning for rigtig mange borgere, og vil være en fantastisk reklame for vores by.

Med venlig hilsen

Niels Ulsing