Pengeregn fra Støtteforeningen: Har uddelt donationer på et samlet beløb på 160.000 kr

Pengeregn fra Støtteforeningen: Har uddelt donationer på et samlet beløb på 160.000 kr

Store donationer til Hvidovre Hospitals børneafd., og en række lokale foreninger og organisationer

Støtteforeningen Hvidovre har igen været på tur rundt i Hvidovre med en imponerende stor pengepose og fantastisk gavnmildhed.

Sidste fredag besøgte man således Hvidovre Hospitals Børne- og Ungeafdelingen og overrakte en check på kr. 50.000 til brug for afdelingens videre arbejde med at gøre det så ”behageligt som muligt” for afdelingens børn og unge, når de er indlagte. Man besøgte også Hvidovre Hospital, Akutmodtagelsen, hvor der også blev afleveret en check på kr. 50.000. Her skal pengene bruges til Interaktive skærme, hvor børn har noget genkendeligt og noget adspredelse i ventetiden f.eks. spil/små film.

- Dette kan være med til at gøre en kæmpe forskel primært for børnene, men også for os som personaler, skriver ledende Lægesekretær Susanne Jørgensen i en mail til Støtteforeningen Hvidovre.

Flere checks uddelt lokalt

Turen fortsatte til den lokale Rollatorbanden, hvor man blev taget godt imod af Wivie Bastian der er formand for DFÆ, og og resten af ”banden”. Her trakterede man giverne med sang, kaffe og æblekage. Rollatorbanden blev stiftet i juni 2021, og bruger gåture og anden form for samvær, til at danne relationer og fællesskaber.

- Rollatorbanden er stort set uden midler, og vi er derfor glade for at vi kan donere kr. 10.000 til deres videre færd, med at arrangere begivenheder, ”som kunne være” udflugter til seværdigheder, og eventuelt veste, så de er synlige når de går rundt i Hvidovre, siger Peter Willumsen, formand for Støtteforeningen Hvidovre..

Man besøgte også Mødrehjælpen, Hvidovre afdeling, hvor der blev overrakt en check på kr. 15.000, til deres videre arbejde med 1.000 dages børn, samt en masse andre projekter.

Støtte til Ældre Sagen

- Sidst på eftermiddagen besøgte vi Ældre Sagen i Hvidovre Stationscenter, hvor vi også kunne overlevere en check på kr. 15.000. Denne donation falder på et tørt sted, og skal bruges i forbindelse med Projekt ”Økonomisk trængte pensionister”, så egenbetalingen for arrangementer kan blive nedsat, oplyser Peter Willumsen.

- Vi glæder os til at besøge IF32 Rope Skipping, Glostrup afdeling d. 14. april hvor der er lokal opvisning. Pigerne som gav et godt nummer til vores juleafslutningsbanko, er i super form, og aspirerer til en deltagelse i EM til sommer i Ungarn. Vi er glade for at kunne donere kr. 10.000 til deres arbejde med at blive bedre og bedre i denne niche sportsgren (sjipning).

Endelig er der bebudet et besøg hos Røde Kors kvindeherberg i Hvidovre, som er betænkt med en donation på kr. 10.000, hvor donationen vil blive brugt til at styrke handlekraft og fællesskab blandt beboerne.

Det er fantastisk, at bestyrelsen og bankoteamet, på vegne af Støtteforeningen Hvidovres medlemmer kan yde alle disse donationer. Der er bestemt grund til at rette en stor tak til medlemmerne der bakker op om foreningens arrangementer og det store arbejde bestyrelsen og de faste hjælpere yder ved bankoarrangementerne i Kometen.

Foto: Støtteforeningen Hvidovre var forbi med en flot check til Hvidovre Hospitals børne- og ungeafdeling. Der var glæde hos Rollatorbanden, der fik overrakt en gavecheck på 10.000 kr.

mads-