Penibelt med kritik indefra

 Penibelt med kritik indefra

UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen

UGENS KOMMENTAR: Flere af landets kommuner har bebudet, at man overvejer at spare nyskabelsen med en ansat, uafhængig BORGERRÅDGIVER væk!

Begrundelsen kan man vel næsten betegne som lidt ”Putinsk”, – nemlig at man er tvunget til at skære på grund af den dårlige kommunale økonomi, blandt andet foranlediget af formindskede subsidier fra statsmagten – læs regering/folketing.

Den forklaring køber vi ikke. Mon ikke der først og fremmest ligger en god portion irritation hos nogle kommunalpolitikere og administrationen, over at de nu har fået en person der sagligt kan fremkomme med kritikpunkter, – og så oven i købet indefra rapporteret af en ansat borgerrådgiver?

Vore folkevalgte er jo vant til at stå på mål for borgerkritik udefra, så det er jo noget nyt og ubehageligt at få ekspert-skæld-ud indenfor i huset.

Uanset at Hvidovre Kommune lige nu også topper i besparelsesbestræbelser, er der så vidt vi kan skønne, ingen i Hvidovre kommunalbestyrelse eller administrationen, der har aktuelle intentioner eller planer om at skille sig ad med den ansatte beboerrådgiver, – heller ikke på grund af lidt kritik i hendes årsberetning, hvor hun melder ud om 144 borgerhenvendelser. I samme beretning betegner hun i øvrigt samarbejdet med kommunens personale som ”overordnet helt godt”, men anbefaler dog mere lydhørhed og villighed til at ændre kulturen, hvis man skal undgå en forråelse overfor borgerne, og hvor der sluttelig peges på risikoen for at stække borgernes retssikkerhed.

Endelig anbefaler borgerrådgiveren en bedre kommunikation med borgerne, – og det kan vi vel alle skrive under på?

 

nem