Pilmark kommer hjem til Hvidovre

 Pilmark kommer hjem til Hvidovre

Stort talkshow i Kometen til september

Onsdag d. 20. september kan du i Kometen opleve skuespilleren Søren Pilmark i et spændende talkshow med forfatteren Kirsten Jacobsen, hvor du kan komme under huden på den berømte skuespiller.

De færreste ved det, men nok en af vores største skuespillere, nemlig Søren Pilmark, er opvokset i Hvidovre. Han er en mand som langt de fleste har et forhold til, for det er praktisk taget umuligt ikke at have stiftet bekendtskab med hans kunstneriske virke. Han har igennem sin karriere bevæget sig på elegant vis ind og ud af det smalle og brede, det folkelige og det finkulturelle. De fleste kender ham nok fra succesfulde film som ”Blinkende Lygter” og ”Kongekabale”, men roller i julekalendere, i store stykker på Det Kg. Teater, ”Ørkenens Sønner”, reklamefilm, TV-serier og film i både ind og udland kan han også skrive på CV´et. Men hvordan har han kunnet gå fra en opvækst i Hvidovre som søn af en skoleinspektør til at blive den klasseskuespiller han er, og har byen og omgivelserne påvirket hans virke? Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på i talkshowet.

Uden begrænsninger

Søren Pilmark lader sig ikke begrænse. I 2021 sprang han ud som forfatter med det første bind i den anmelderroste serie Variete. At handlingen finder sted på en varieté med en tryllekunstner i fokus er ikke en tilfældighed. Søren Pilmark har altid været bidt af tryllekunsten, hvilket blandt andet kom til udtryk, da han i 1996 var vært for TV-programmet ”Hokus Pokus Pilmark”. Her både præsenterede han tryllekunstnere, men underholdte også med sine egne evner, hvilket han til stadighed gør særligt over for sine kollegaer. Men hvor kommer inspirationen og skabertrangen fra på et tidspunkt i livet, hvor han med sindsro kunne trække sig tilbage? Det glæder en af arrangørerne i form af museumschef Mikkel Knudsen sig til at høre nærmere om: ”Det er sjældent at man støder på en person, hvis talent spænder så bredt som Søren Pilmarks, og jeg kan kun drømme om at få en flig af, hvad der end måtte være i hans morgenmad. Det var derfor også let at sige ja, da Jens Frederik Jørgensen fra Lokalhistorisk Selskab præsenterede idéen, og det er også bredden i hans virke, som har gjort at både Cirkusmuseet, Forstadsmuseet, HovedBiblioteket og Hvidovre Lokalhistoriske Selskab har slået pjalterne sammen i forbindelse med arrangementet.”

En unik aften

Det bliver en unik aften, når Søren Pilmark vender tilbage til sin barndomsby den 20. september kl. 19, og du skal nok være hurtig for at sikre dig en billet. Billetten koster 150 kr. og kan købes via www.hvidovrebibliotekerne.dk fra den 28. juni.