Planen er mellem to faser
Stabschef LISE SCHOU BREDVIG med svar om kommunens rolle i Hvidovreparkens Helhedsplan
LÆSERDEBAT: Tidligere i Hvidovre Avis spurgte en borger ind til helhedsplanen for Hvidovreparken, og hvilken rolle kommunalbestyrelsen har i godkendelsen og i eventuelle ændringer af en sådan Helhedsplan.
Helt overordnet deler man en helhedsplan ind i 3 faser. Forhåndsgodkendelse af projektet, Endelig godkendelse før byggeriets start og Afsluttende byggeregnskab
Formålet med den første fase er, at kommunen og eventuelt Landsbyggefonden godkender de overordnede rammer for et nyt alment byggeri. Her indeholder projektet fx beskrivelser af byggeriets placering, formål og boligtyper, et overblik over økonomien og en tidsplan. Når kommunalbestyrelsen godkender den første fase, som de gjorde med Hvidovreparkens Helhedsplan den 31. januar 2023, giver det bygherren - her boligselskabet KAB - grønt lys til at arbejde videre med det konkrete projekt.
Som KAB har svaret i avisen, så gav Social- og Boligstyrelsen dog afslag på boligsammenlægningerne, og derfor måtte første fase af helhedsplanen justeres. Og den 28. maj 2024 blev Hvidovreparkens reviderede Helhedsplan godkendt af Kommunalbestyrelsen.
Den næste fase for en helhedsplan er den endelige godkendelse, før byggeriet kan starte. Her kan kommunalbestyrelsen på baggrund af blandt andet de endelige tegninger, et detaljeret budget og en finansieringsplan endeligt godkende, at byggeriet kan gå i gang.
I øjeblikket er Hvidovreparkens Helhedsplan mellem de to første faser, og det er netop her, der ofte sker ændringer i den oprindelige helhedsplan. Det kan fx være, at man får mere præcise oplysninger om byggetekniske løsninger, materialevalg og konstruktioner. Det kan også være den løbende dialog med beboere og andre interessenter, som skaber behov for ændringer i fx planlagte funktioner, fællesarealer eller byrumsløsninger. Alt sammen oplysninger, som gør det nødvendigt at justere helhedsplanens indhold, inden denne fase kan sendes til endelig godkendelse hos kommunalbestyrelsen.
For kommunalbestyrelsen er næste skridt i processen med Hvidovreparkens Helhedsplan derfor den endelige godkendelse før byggeriets start. Men så langt er arbejdet med helhedsplanen ikke nået endnu. Noget som KAB selv fint har beskrevet i avisen.
Venlig hilsen
Lise Schou Bredvig, Stabschef for Politik, Ledelse og Jura
