Plantede træer i midterrabatten

Plantede træer i midterrabatten

8 nye træer er plantet i en af midterhellerne på Gl. Køge Landevej ud for Friheden Station

NYHEDER: Sidste onsdag blev der plantet 8 nye træer i en af midterhellerne på Gl. Køge Landevej ud for Friheden Station. Træerne er de første af i alt 15 træer, der skal gøre strækningen grønnere. Det er kommunens Vej- og Parkafdeling, der står for arbejdet, og det er planen, at den næste trærække på 7 nye vejtræer bliver plantet i næste uge.

Der bliver plantet tre forskellige træarter for at fremme biodiversiteten, robustheden og oplevelsen af årstidsvariation. De tre træarter er eg, el og robinie, som får små hvide blomster. Netop de træarter er valgt af flere forskellige årsager. Fx er der allerede egetræer andre steder på Gl. Køge Landevej, så derfor er valget faldet på eg. Egen et godt og robust træ, der egner sig som vejtræ, og det samme gør el og robinie.
Det har også været med i overvejelserne, at træerne, der er valgt kan stammes op til 4 ½ meter, så deres trækrone bliver hævet over også den ’høje’ trafik.
Det har været en større graveopgave at etablere plantehuller til de nye træer i midterhellerne. Under græsarealet lå en gammel vej med asfalt, grus og beton, som først skulle fjernes for at skabe plads til træplantningen.

På midterhellerne er der også lagt nye blomsterløg i forbindelse med træplantningen, så der igen til næste år bliver et flor af påskeliljer i hellerne.

Midlerne til træerne på Gl. Køge Landevej kommer fra kommunes beplantningspulje, hvor der er afsat 3,3 mio. kr. Puljens formål er at gøre kommunen endnu grønnere ved at plante flere vejtræer. I 2025 er beplantningspuljen desuden anvendt til at plante træer på Brostykkevej ud for Phønixhusene. Der er i 2026 også afsat 3,3 mio. til flere vejtræer.  

 

menu
menu