Regionsvalget bliver vigtigere end nogensinde for Hvidovre

NICOLAI KAMPMANN om fremtiden for sundhed i Hvidovre:
LÆSERDEBAT: Valget til Region Østdanmark den 18. november er særdeles vigtigt for alle i Hvidovre.
Det er det selvsagt over hele landet, men lad mig forklare for alle borgere i 2650, hvad der er på spil i et valg, der sjældent tiltrækker sig stor opmærksomhed. Og slet ikke den samme som gælder kommunevalget, der traditionen tro afholdes samme dag som regionsvalget.
Der flyttes en række opgaver fra alle kommuner – herunder også Hvidovre – til regionerne. Det gælder:
Den akutte specialiserede sygepleje
Ansvaret for Sundheds- og omsorgspladser
Den patientrettede forebyggelse
Beslutninger og prioriteringer kommer til at ske i et såkaldt Sundhedsråd. Dem bliver der seks af i Region Østdanmark.
I Hvidovre er vi kommet i Sundhedsråd med Dragør, Tårnby, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Høje Taastrup, Ishøj og Vallensbæk. Kommuner, der tilsammen rummer godt 300.000 borgere.
Logikken er, at samtlige 9 kommuner er knyttet op til et akutsygehus. For vores område naturligvis Amager Hvidovre Hospital.
Alle Sundhedsråd skal tilrettelægge sundhed i tæt samarbejde med det geografiske akuthospital og de alment praktiserende læger indenfor det geografiske område, sundhedsrådet udgør.
Hver kommune får én repræsentant – typisk en borgmester eller en formand for det kommunale sundhedsudvalg.
Region Østdanmark får i alle Sundhedsråd en politisk majoritet med én. Derfor skal der i ”vores” Sundhedsråd sidde 10 regionspolitikere og 9 kommunale repræsentanter. Selvsagt håber jeg, at jeg bliver en af de regionale politikere, der kan varetage både Hvidovres men også vores nabokommuners sundhedsinteresser.
Sundhedsminister Sophie Løhde har været meget tydelig i sin udmelding. Regionerne har ansvaret. Både for at opgaverne løses til gavn for borgerne – og for at samarbejdet med kommunerne kommer til at lykkes.
Det er derfor jeg ofte siger: Valget i november bliver det vigtigste regionsvalg nogensinde!
Valget kommer især til at handle om større lighed i sundhed.
Det er grundlaget for, at Christiansborg lavede den reform, man gjorde.
Borgere har ikke lige vilkår i den kommende region. Der, hvor der er flest syge, er der den ringeste lægedækning.
Det er en pligt for os politikere at rette op på.
Hvis Region Østdanmark skal lykkes, skal vi have alle medarbejdergrupper med.
Borgere og pårørende til syge skal blive hørt og inddraget.
Ellers får vi en kolos på lerfødder, som ingen ønsker.
Vi skal sammen skabe en kultur, hvor du som patient er lige vigtig uanset hvor du bor i vores region.
Et job i Region Østdanmark skal være attraktivt uanset hvor det er.
Forskellen på den behandling borgerne får, skal væk.
Den skal ikke være defineret af, hvor du bor.
Opstillingslisten for Socialdemokratiet til valget til Region Østdanmark er netop faldet på plads. Her er jeg nummer 9, en placering jeg er glad for i et felt af mange stærke kandidater.
Vi håber at få 12 til 14 medlemmer af Region Østdanmark (47 pladser). Hvis jeg kan holde min listeplacering, kommer jeg ind og kan tale Hvidovres sag.
Med venlig hilsen
Nicolai Kampmann, Medlem af Region Hovedstaden & Kandidat til Region Østdanmark