Reservespækket HIF tog flot point i Viborg

Reservespækket HIF tog flot point i Viborg

Klarede 0-0 efter blændende forsvarsspil – især af Nicolai Geertsen! HIF-mål underkendt for offside

Reservespækket HIF tog flot point i Viborg

FODBOLD: For anden gang i denne sæsonstart i Superligaen tog undertippede Hvidovre et point med hjem fra Jylland, da Per Frandsens tropper spillede 0-0 mod Viborg FF, holdet der sidste år tog en imponerende 4. plads.

På skadesfronten var der plusser og minusser for HIF, da Lirim Qamili og Martin Spelmann desværre ikke var med i kamptruppen til mandagens kamp. På plussiden var Jonas Gemmer tilbage i start 11’eren, ligesom Marcus Lindberg og Jeffery Papa var med på bænken. Imens må man desværre fortsat se langt efter ny indkøbene Ramkilde, Kaalund, Gehrt samt de to venstre backs Marc Nielsen og Nicolai Clausen.

Godt forsvarsspil

Cheftræner Frandsen havde påny valgt at spille med et tre mandsforsvar, bestående af Matti Olsen, Nicolai Geertsen og Daniel Stenderup. Især ”den nye dreng i klassen” Geertsen, leverede en fantastisk indsats, hvor han tog de vanskelige kampe med den store Viborg-angriber Ementa. Defensivt var han her der og alle vegne, og stod i vejen for flere Viborg-afslutninger. Backen Ahmed Iljazovski og keeper Filip Djukic stod også for rigtig gode præstationer, og var medvirkende til at HIF-mandskabet kunne holde nullet for første gang i 3F Superligaen.

Hjemmeholdet kom bedst fra start de første tyve minutter, mens HIF havde mest ære af kampen de sidste 20 minutter af halvlegen. Her lykkedes det også Tobias Thomsen at sparke bolden i kassen, men målet blev annulleret for offside. Ærgerligt, men det var nok rigtigt at Christian Greko Jakobsen stod i vejen for Viborg-keeperen i skudøjeblikket. Havde han stået stille og holdt sig ude i siden, var målet med alt sandsynlighed blevet godkendt.

Efter pausen blev der skabt flere gode chancer i begge ender, og det noget decimerede HIF mandskab kæmpede og arbejdede hårdt for hver eneste meter på banen.

Et rart gensyn

Glædeligt var det som nævnt at se Marcus Lindberg tilbage i aktion, uanset at han fik en noget uvant rolle central på midten. En opgave han løste rigtig godt. Han kom ind med noget af det fremadrettede spil HIF har savnet på midten her i den nye sæson, efter Pynt og Carlsens afgang til Silkeborg.

Lindberg garnerede også sin genkomst med flere gode forsøg i slutningen af kampen, hvor Hvidovre satsede med indskiftningen af Jeffery Papa, ligesom en velspillende Andreas Smed, med lidt held kunne have kommet på måltavlen.

Men selvom det hele endte målløst, kunne Hvidovre-mandskabet godt være tilfredse med indsatsen.

Nu venter der så vel nok ”det største bjerg” i dansk fodbold, når FC København gæster i Hvidovre og Pro Ventilation Arena på fredag kl. 19.00.

Foto: Tobias Thomsen havde flere gode skudforsøg, - et mål blev annulleret for offside, og her skyder han lige forbi opstanderen.

Foto: Nicolai Geertsen - var HIFs sikre forsvarsklippe i Viborg.