Rotter og biodiversiteten

 Rotter og biodiversiteten

Hold din naturgrund inde hos dig selv, skriver NABOEN:

LÆSERBREV: Når jeg kigger ind til min nabo, så tårner der sig flere bunker haveaffald op, og her er tale om bunker der kan fylde flere havecontainere, og placeret op langs hele hækken, bagerst i haven, så de ikke selv skal se på det. Jeg er ikke i tvivl om at de mener at de gør det rigtigt godt for miljø og biodiversiteten, da resten af haven er prydet med vilde blomster. Men hvad med rotter?

Når jeg læser den nye folder “Gør din sommerhave vild”, udformet af Hvidovre kommune, som beskriver hvorledes man “kan lave mindre bunker af grene og blade”, og “også større dyr som pindsvin kan bruge …. Større grene og stammer er og ideelle som insekthoteller”. Jeg bekymres over, at nogle misforstår bunkernes størrelse, og i stedet får lavet rottereder og huler.

Måske man i samme ombæring skulle have haft vores afdeling for skadedyrs bekæmpere på banen, til at give råd og vejledning. Det er jo fantastisk med de mange forskellige haver, som både kan inspirerer og andre til skræk og advarsel. Vi er nu efterhånden mere over i den grøft, at man ikke fuldt offentligt, tør fortælle og vise, at man er mere til en velfriserede have. I stedet tager man sin øko-sommerhat på, og går ud på den anden side af havelågen, og strøer nogle vilde blomsterfrø ud. Inde på sin egen grund, vander man med Round-up, for at holde naboens vildnis nede. Måske vi hver især skulle vælge den gyldne mellemvej? Hold din naturgrund inde hos dig selv, og jeg holder inde med Round-up. Man ønsker at løse nogle udfordringer, men skaber så nogle nye. Og nej, min have er ikke flisebelagt, men har både træer, planter og blomster, men… Jeg holder det inde hos mig selv, og har ikke behov for at reklamerer overfor andre, hvor øko-freak jeg er.

Øko-sommerhilsen Naboen