SÅ ÅBNEDE LETBANEN – HVAD SÅ HVIDOVRE?

SÅ ÅBNEDE LETBANEN – HVAD SÅ HVIDOVRE?

NICOLAI KAMPMANN skriver:

LÆSERDEBAT: Det var en festlig åbning med gratis ture, glade borgmestre og regionspolitikere, da vi i søndags åbnede Letbanens sydlige strækning.

Den går fra Ishøj og op til Rødovre Nord. Til sommer åbner vi den nordlige strækning fra Herlev, gennem Gladsaxe og op til Lyngby og DTU.

Hvidovre Kommune ejer 0.92 procent af Hovedstadens Letbane, og mange borgere spørger: Hvad får vi ud af det?

Ærligt talt: Ikke særlig meget. Især ikke, hvis vi ikke indgår i fremtidens løsninger ift. den kollektive trafikdækning på Vestegnen.

Jeg har mødt flere borgmestre, der taler varmt om at forbinde vestegnskommuner med Hvidovre Hospital via Letbanen. Sidste år foreslog vi her i avisen, sammen med de konservative, at man ser ind i, hvad en linjeføring fra Brøndby, gennem Hvidovre og frem til København Syd-stationen vil kunne betyde.

Der er også spændende erfaringer fra den såkaldte Bus Rapid Transport (BRT)-løsning i Aalborg. Det er en hurtigbus, der kører i eget spor.

Buslinje 22 kører nu seks gange i timen på hverdage mellem syv og fem.

Det er godt for alle, der skal til og fra Hvidovre Hospital.

Sidste år bevilgede vi i Region Hovedstaden 4 mio. kr. ekstra til busruten. Det gjorde vi, fordi de medicinske senge på Glostrup Hospital flyttede til Hvidovre. Det betød, at flere medarbejdere, flere patienter og flere pårørende skulle til Hvidovre Hospital. De fleste passagerer bruger Hvidovre Station som skiftested. Vi kan se, at det især er borgere på Vestegnen, der tager den nye busrute til sig. Fra august 2024 til juli i år har buslinjen haft en vækst på over 270.000 passagerer.

Tal fra Region H viser, at 34% flere passagerer dagligt står af og på ved Hvidovre Hospital.

I den kommende valgkamp vil mange sikkert genopfriske ambitionen om Metro til Hvidovre. Det støtter jeg også, men jeg tror, det bliver for dyrt og har svært ved at se de københavnske politikere orientere sig mod Vestegnen, før de har etableret Metro til Bispebjerg og en linje, der dækker Rigshospitalet.

Jeg håber, at vi kan få flere trafikale prioriteringer vores vej. Det vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt til Region Østdanmark. I næste uge vil jeg skrive om, hvad vi på en kortere bane kan gøre for at hjælpe de mange besøgende til Hvidovre Hospital.

Med venlig hilsen
Nicolai Kampmann,
Medlem af Region Hovedstaden (A)
& Nfmd. Hovedstadens Letbane

 

 

menu
menu