Så er der igen ”Vild med dans”

 Så er der igen ”Vild med dans”

Det Frivillige Ældrearbejde inviterer igen til en hyggelig eftermiddag på søndag den 5. november

De mange danseglade pensionister og efterlønnere i Hvidovre får igen mulighed for at komme ud og røre dansemusklerne, når der på søndag den 5. november inviteres til ”Vild med dans”. Det foregår i Aktivitetscentret i Hvidovregade.

Det Frivillige Ældrearbejde arrangerer den populære caféeftermiddag med luksuskringle, kaffe og ikke mindst dans til levende D-OS’ musik. Fra kl. 14.00 til 17.00 er der hygge ved bordene og på dansegulvet. I pausen kan man købe lodder til et ”kinesisk lotteri” med fine præmier

Dørene åbnes kl. 13.30 og det koster 50 kr. at deltage. Øl og vand kan købes.

– Vi ser frem til sædvanligt stort fremmøde af tidligere og nye danseglade gæster, siger formanden Wivie Bastian, og oplyser at de kommende ”Vild med arrangementer også finder sted 3. december – og i det nye år 7. januar, 4. februar og 3. marts.