Så skete det igen

Så skete det igen

Ugens kommentar af Niels Erik Madsen

UGENS KOMMENTAR: Så står Hvidovre Kommune igen i en situation, hvor manglende vedligeholdelse tilsyneladende er årsag til, at en vigtig idræts- og gymnastikhal i Hvidovre - Frydenhøjhallen - må lukkes i op mod et halvt år.
Hvordan Hvidovre Kommune får puslespillet med at "genhuse" de mange brugere af hallen til at gå op, bliver med al sandsynlighed en ualmindelig svær øvelse. Sikkert er det, at det bliver til kæmpe gene for brugerne.
Skal man tro en central figur i det lokale idrætsliv, den tidligere formand for Idrætsrådet, har problemet i Frydenhøjhallen stået på i årevis, og hans forening har gjort opmærksom på problemet siden august.
Nu skal man jo ikke glemme, at selvsamme også har en politisk ambition, og hans interesse for at blive set og hørt derfor må være stor. Men hans pointe, om at der ikke er handlet i tide med øgede omkostninger til følge, er alt andet end lige genkendelig fra rigtig mange andre kommunale bygninger, der igennem årene er forfaldet i sådan en grad, at det har været svært og meget dyrt at bevare dem. Der er tale om mange års slendrian. Lad mig for eksemplets skyld nævne Strandmarkens Fritidscenter, Risbjerggård, Vandtårnet og Stevnsbogård, - og der er mange flere, desværre.
Om den netop vedtagne vedligeholdelsesplan for kommunale bygninger kommer til at hjælpe på mængden af de ubehagelige overraskelser kan man kun håbe på.
nem
menu
menu