– Sådan løfter vi eleverne…

– Sådan løfter vi eleverne…

Centerchef forklarer succesen bag de gode afgangsprøver

SKOLE: Da tænketanken CEPOS for nylig offentliggjorde sin analyse af, hvordan landets kommuner klarer sig i at løfte elever til at bestå folkeskolens afgangsprøver, skilte Hvidovre sig positivt ud. 86,2 procent af kommunens elever bestod prøverne – hele 1,7 procentpoint bedre, end man kunne forvente ud fra elevernes sociale baggrund. Men hvad er hemmeligheden bag succesen?

Centerchef for Skole og Uddannelse, Ole Møller Laursen, sætter ord på analysens resultater, skolens, elevernes og kommunens indsatser:

– Vi er da utrolig tilfredse med, at Hvidovres skoler er blevet bedre til at løfte eleverne, så der i sommer var flere end forventet, der bestod folkeskolens afgangsprøve – nemlig 86,2 procent af eleverne. Når det er sagt, så bruger vi tallene fra CEPOS analysen sammen med data fra ministeriets uddannelsesstatistik til i samarbejde med skoleledere, matematik-, læsevejledere og naturfagskoordinatorer på vores skoler at justere og tilpasse indsatserne på vores skoler, siger centerchefen.

Målrettet indsats løfter de fagligt svageste elever

Hvad er det, der gør, at Hvidovre klarer sig bedre end forventet?

– Først og fremmest er det jo elevernes egen indsats ved afgangsprøverne. For at styrke den har vi gennem flere år nu haft fokus på, at give de elever, der ligger i bunden af skalaen særlige indsatser i dansk og matematik. Det er skoleledelserne, der i samarbejde med matematik- og læsevejlederne på skolen koordinerer den styrkede indsats på dansk og matematik – og indsatserne bakkes løbende op af kommunens læringskonsulenter, der mødes med vejlederne. Det er en kæmpe indsats, der leveres på vores skoler for at sikre at flere elever består og får bedre resultater i folkeskolens afgangsprøver.

Er der særlige tiltag, der har gjort en forskel?

– Ja, som beskrevet er det en styrket fokus på at få de fagligt svageste elever klar til og bedre igennem afgangsprøverne. For at gøre det har vi på tværs af kommunens etableret et særligt indsatsnetværk, hvor matematik- og læsevejledere og ledere mødes. Det netværk blev startet sidste skoleår. Netværket bakkes op at kommunens læringskonsulenter, der mødes med matematik- og læsevejledere og skoleledelsen på de enkelte skoler. Læringskonsulenterne er rykket meget tæt på udvalgte skoler. Og de deltager i skoleudviklingssamtaler for at sætte fokus på styrket faglighed i dansk og matematik.
Fra det her skoleår har politikerne desuden prioriteret en særlig indsats for at nedbringe andelen af elever, der ikke opnår 02 i dansk eller matematik ved afgangsprøven. Det betyder, at alle kommunens skoler får tildelt midler til udvalgte klasser. Klasserne er udpeget på baggrund af faglige data. De ekstra midler bruges til at have to kompetente faglærere i de udvalgte klasser i to ugentlige lektioner med det mål at løfte det fagligt svageste elever. Indsatsen følges tæt af faglige vejledere og læringskonsulenter.
Denne politiske prioritering indgår som en del af den store proces med at skabe En skole for alle. En proces som politikkerne har afsat samlet 50 mio. kr. til over 4 år.

Hvordan kan andre kommuner lære af Hvidovres erfaringer?

– Det jeg synes, at vi kan give videre til andre skoler og kommuner er, at anbefale at arbejde systematisk med data. Det har vi gjort i nogle år nu, og det betyder at læringskonsulenter, skoleledere, faglige vejledere og lærere efterhånden er virkelig dygtige til at arbejde systematisk med data.
Når man kender tallene, så er udfordringen at finde de gode løsninger på fx bedre afgangsresultater, og det kommer jo ikke af sig selv. Her er flere af vores skoler nået virkelig langt, og arbejder med co-teaching, holddeling, tidlige indsatser og meget andet.
Kommunens faglige vejledere arbejder tæt sammen med skolernes matematik- og dansklærere og gennemfører fx konferencer med lærerne. På nogle af vores skoler gennemgår de faglige vejledere lærerne årsplaner og får gode snakke om, hvordan de tilgodeser elever med faglige vanskeligheder – men også elever i den allerdygtigste kategori, slutter Ole Møller Laursen.

           

red
menu
menu