Samlede 111.000 kroner ind til Røde Kors arbejde

Samlede 111.000 kroner ind til Røde Kors arbejde

Resultatet blev rekord­stort, da 63 frivillige søndag den 5. oktober gik på gaden i Hvidovre for at samle ind for Røde Kors

NYHEDER: Både unge og ældre og de helt små var med, da Hvidovre søndag den 5. oktober var på gaden for at samle ind til fordel for Røde Kors’ arbejde for krigs- og katastroferamte i verden og udsatte herhjemme i Danmark. Hele 111.000 kroner blev det til, og det er et beløb, som oversteg alle forhåbninger, fortæller indsamlingsleder i Røde Kors i Hvidovre, Rune Barslund.

– Vi havde håbet på at overgå resultatet fra sidste år, som lå på 65.000 kroner. Så med årets resultat, må vi sige, at det gjorde vi i den grad, fortæller en glad Rune Barslund.

Op til indsamlingsdagen lå antallet af indsamlere ellers på et niveau, hvor der var tvivl om, om det ville være muligt at nå op på sidste års indsamlede beløb.

Indsamlingen havde i år lånt flotte lokaler af danseskolen Studio Hendry Hamm, der i den anledning havde valgt at lave en lille intern konkurrence blandt eleverne om at samle flest penge ind, og det var et godt bidrag til det flotte resultat.

Derudover mødte både unge og ældre op for at bidrage til indsamlingen. Og det var i det hele taget en hyggelig dag, med glade indsamlere, hvoraf flere gav udtryk for, at de havde lyst til at komme næste år, lyder det fra indsamlingslederen.

Det går pengene til

I år samlede Røde Kors blandt andet ind til krigs- og katastroferamte familier verden over, og børn og voksne i økonomiske og socialt udsatte positioner i Danmark.

På landsplan samlede frivillige i løbet af dagen 14 millioner kroner ind.

Foto: Julie Rose Foldager går i 2.g. Til spørgsmålet om, hvorfor hun var med, lød svaret: ”Det er en af de få ting, man rent faktisk kan gøre for at hjælpe, og derfor går jeg med”. Foto: Lisette Lykke Andersen

 

menu
menu