Sankthans i Rebæk Søpark med Michelsen og Bramsen

 Sankthans i Rebæk Søpark med Michelsen og Bramsen

Alle er velkomne til børnebål, musik, taler og fællessang med Midsommervisen fredag den 23. juni

Det store Sankt Hans-arrangement ved Rebæk Sø er i år arrangeret af Hvidovre Musikråd i samarbejde med Hvidovre Kommune. Alle er velkomne til arrangementet, der starter allerede kl. 17.00 med Skt.Hans for børn, – og fra kl. 19.00 er der musikprogram, båltale og fællessang med midsommervisen, afsluttende for alle, der kan holde sig vågne kl. ca. 23.00, med et stort festfyrvbærkeri.

Det musikalske hovednavn er Michelsen og Bramsen med fornavnene Anne-Dorte og Maria. Vi kender dem bl.a. fra Tøsedrengene og Ray Dee Ohh og egne soloprojekter. Ved koncerten i Hvidovre på fredag synger de deres største hits fra de sidste fire årtier fx ”Jeg vil la’ lyset brænde” og ”Sig du kan li’ mig” og nogle nyskrevne sange.

Som opvarmning til Michaelsen og Bramsen kommer Ørum, som er et nyt navn med singersong-writer Kasper Ørum i spidsen. Stilen er drømmende guitar-pop med elementer af folk og den gode melodi i centrum. Ørum synger også for på midsommervisen ved børnesankthans.

Aftenens to taler holdes af henholdsvis Sara Benzon, der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, ved børnearrangementet, - og senere af borgmester Anders Wolf Andresen.

Ved den tidlige del af arrangementet fra 17.00 til 19.00 er der koncert med ’Børn to Be Wild’, som spiller rockmusik for børn – som nok også voksne vil kunne lide at lytte til.

Der er mulighed for at købe mad og drikke, og det er KFUM-spejdernes Vigar stamme, Rebæk IF og Hvidovre Volley Klub, der står for det indslag.

Tørke - bål?

I skrivende stund ser det ud til, at det vil være muligt at tænde det obligatoriske Skt.Hans-bål på Rebæk Sø Sankt Hans-aften, men kommunen opfordrer til, at man holder sig orienteret på kommunens hjemmeside og/eller Facebook, hvis noget ændrer sig frem imod fredag.