Sankthans ved Rebæk Sø med ”Love Shop”

 Sankthans ved Rebæk Sø med ”Love Shop”

Stort Sankthans-arrangement med børneaktiviteter, bål, musik og fyrværkeri

Igen i år inviterer Hvidovre Kommune sammen med tre foreninger til et stort gratis sankthans-arrangement ved Rebæk Sø søndag den 23. juni. Det er Hvidovre Volleyball, Rebæk IF og spejderne fra Vigar Stammen, der er med til at få det store arrangement op at stå. Da sankthans falder på en søndag i år, er foreningerne klar med aktiviteter for børn og familier på pladsen allerede fra kl. 12. Kommunens officielle program starter kl. 15 med midsommertrold- og fe, efterfulgt af båltale og børnebål.

– Det store sankthans-arrangement ved Rebæk Sø er en lokal begivenhed, som jeg ligesom mange andre Hvidovre-borgere ser frem til hvert år. Her er det lykkedes at få skabt et arrangement, hvor vi kan mødes på tværs af generationer og baggrund og være sammen til en festlig eftermiddag og aften under åben himmel i et af vores fine parkområder ved Rebæk Sø. Jeg håber, at mange borgere vil have lyst til at komme og være med, siger borgmester Anders Wolf Andresen, der selv holder aftenens båltale.

Love Shop er hovednavn

Det store musikalske hovednavn bliver det danske pop/rockband, ”Love Shop”, som er turnéaktuelle med albummet ”Blues Europa”, og har Jens Unmack i spidsen som frontperson og forsanger, der også har en solokarriere sideløbende med deltagelsen i Love Shop. Love Shop blev dannet tilbage i 1986, og modtog i 1991 en dansk Grammy for bedste popudgivelse med albummet 1990, der bl.a. indeholder kæmpehittet ”En nat bliver det sommer”. Bandet holdt pause fra 2004-2009, men er siden vendt tilbage, og har senest udgivet albummet ”Blues Europa”, som de kommer til Rebæk Søpark med.

Eftermiddagen byder på en langt række aktiviteter for børn og familier bl.a. en EM-fodboldturnering, hoppeborg, DJ, ansigtsmaling, tryllekunstner og en børnebåltale. Børnebålet tændes kl. 15.45. Efter børnebålet er der stomp, DJ, panna (gadefodbold konkurrence), borgmester Anders Wolf Andresen holder aftenens båltale, Love Shop giver koncert, der synges midsommervise og bålet på Rebæk Sø tændes. Aftenen slutter med fyrværkeri ca. kl. 22.10. De tre foreninger, der er medarrangører, Hvidovre Volleyball, Rebæk IF og spejdernes Vigar-stamme vil sælge mad og drikke ved arrangementet.

Skulle der blive afbrændingsforbud, vil der ikke blive tændt bål eller være mulighed for fyrværkeri.

Sankt Hans programmet

Kl. 12-15: Arrangementet starter med børneaktiviteter bl.a. åben scene, ansigtsmaling og tivoli. Der vil være tombola, hoppeborge, Rebæk EM for børn, DJ, ballondyr og Tryllejan

Kl. 15: Kom og mød midsommertrolden og midsommerfeen

Kl. 15.45: Børnebåltale

Kl. 15.50 Børnebål

Kl. 16-19: Bl.a. Stomp, panna konkurrence og DJ.

Kl. 20.25: Båltale v. Anders Wolf Andresen

Kl. 20.30: Koncert med Love Shop

Kl. 21.45: Midsommervisen og bål

Kl. 22.10: Fyrværkerishow

Kl. 22.30: Tak for i aften

Foto: Jens Unmack og Love Shop er hovednavn.Foto: Morten Larsen