Seniorvenlig By: Afprøvninger i byens rum

Seniorvenlig By: Afprøvninger i byens rum

Udforsk hvordan Hvidovre kan blive god for alle generationer

KULTUR: Projektet Seniorvenlig By inviterer alle interesserede til at deltage i en række afprøvninger i byens rum.

– I projektets første fase er der indsamlet data om seniorernes oplevelse af Hvidovre, og der er udarbejdet en række anbefalinger. Det er disse data og anbefalinger, som afprøvningerne vil tage udgangspunkt i, skriver Hvidovre Kommune.

Grundtanken i projektet er, at en seniorvenlig by er god for alle generationer, og derfor er alle – uanset alder – velkomne til at deltage i afprøvningerne.

På baggrund af alle de input, som borgerne i Hvidovre indtil nu har bidraget med i projektet, sættes der gang i en række afprøvninger.

Levende bymidte på tværs
Hvordan gøres området omkring Kulturhus Risbjerggaard, Hvidovre Rådhus og Hvidovre Bibliotek til en mere attraktiv og levende bymidte?

Vær med til at undersøge mulighederne for at udvikle bymidten, specifikt området omkring Kulturhus Risbjerg­gaard, Hvidovre Rådhus og Hvidovre Bibliotek, til en mere attraktiv og levende bymidte.

Der skal bl.a. iagttages og lave ændringer i forbindelse med f.eks. Kæmpernes loppemarked. Herunder skal der afprøves, hvad der sker, når man ændrer på trafikkens karakter.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i workshoppen på mandag den 11. august kl. 14-18 i Strungesalen, Kulturhus Risbjerggaard. Forslag kan også sendes via hvidovre.dk

Velfærdsruten 2.0
Kom og vær med, når der sættes fokus på, hvordan Velfærdsruten kan blive mere seniorvenlig. Velfærdsruten starter og slutter ved Hvidovre Sundhedscenter og går bl.a. gennem Bredalsparken og Grenhusene.

Den første workshop blev allerede afholdt tilbage i juni, hvor man gik på den nuværende Hjertesti og området omkring, der blev talt om, hvad der fungerer godt og hvad der kunne gøre ruten mere seniorvenlig.

På anden workshop tirsdag den 19. august kl. 14-16.30 i Strungesalen, Kulturhus Risbjerggaard, skal der arbejdes på at tilpasse ruten og planlægge et event – en gåtur – hvor den nye rute kan tages i brug.

Form Palettens nye have
Workshop om etablering af en midlertidig have på den gamle børnehavegrund ved Paletten.

Området omkring Paletten et af de steder, hvor nye idéer til et mere seniorvenligt byrum skal afprøves i praksis.

Der skal etableres en midlertidig have på den gamle børnehavegrund, mens det kommende byggeri ved Paletten pågår. Haven bliver en del af et testforløb, hvor der skal samles erfaringer og viden, som senere kan bruges, når den permanente have skal etableres.

Brugerne af Paletten og øvrige interesserede seniorer får mulighed for at deltage i både planlægningen og i det praktiske arbejde med at anlægge den midlertidige have.

Opstarten af afprøvningen ved Paletten finder sted onsdag den 3. september kl. 14-16 i Paletten. Her kan man høre mere om projektet og melde sig til, hvis man vil være med i det videre forløb.

red
menu
menu