SER PÅ BÅDE KORT- OG LANGSIGTEDE PLANER

SER PÅ BÅDE KORT- OG LANGSIGTEDE PLANER

KENNETH BAK med svar til Asser Vittrup Nielsen om ventelister:

LÆSERDEBAT: I en tidligere udgave af avisen spurgte Asser Vittrup Nielsen fra HIF, hvad kommunen kan gøre for de mange børn og unge, som klubben har på venteliste.

Fra politisk side er vi opmærksomme på udfordringen med ventelister, og vi ved også, at andre foreninger kæmper med det samme. Samtidig er Hvidovre en næsten fuldt udbygget kommune, og derfor er det ikke nogen hemmelighed, at byen er udfordret på arealer til boldbaner.

Men vi gør alt, hvad vi kan – både på den korte og lange bane – for at sikre gode rammer for alle vores idrætsforeninger. I september kunne vi fx indvie en ny kunstgræsbane ved Sønderkær, noget som også kommer HIF til gode. Og i samme måned blev en ny omklædningsbygning til fodboldklubben Rebæk IF indviet i Rebæk Søpark. Derudover anlægger vi hver vinter midlertidige fodboldbaner for de yngste på tennisbanerne på Hvidovre Stadion. På den måde kan fodboldbørn få glæde af træningstid på tennisbanerne, som eller bare står tomme hen udenfor tennissæsonen.

Så selvom vi med vores vision for fremtidens idræts- og foreningsliv sammen med foreningerne er i gang med langsigtede løsninger for vores idrætsfaciliteter, så lytter vi også til jer og forsøger i fællesskab at finde løsninger på de udfordringer, som I står med nu og her.

For som Asser så rigtigt skriver, så er der ingen, der ønsker, at børn og unge passivt står og ser på mens de venter på at blive lukket ind i Hvidovreforeningernes fantastiske fællesskaber.

Venlig hilsen

Kenneth Bak, formand for Kultur og Fritidsudvalget.

 

menu
menu