Seriebold: To hold rykker op

Seriebold: To hold rykker op

FODBOLD: Flere af Hvidovres lokale seriehold har netop afsluttet sæsonen, og det blev med blandede resultater – men også med oprykningsglæde hos både Rosenhøj og Lejerbo Boldklub.

Rosenhøj tilbage i serie 2
Rosenhøj BK sikrede sig oprykning til Serie 2, da de søndag tog en flot 2-1-sejr ude mod FC Albertslund i en direkte topkamp. Uafgjort ville have været nok til 1-pladsen, men sejren understregede et stærkt forår af det grønblusede mandskab, som nu er klar til næste niveau.

Tog den sidste oprykningsplads
Lejerbo rykker op i Serie 3, selv om det blev til et nederlag på 5-4 til Vallensbæk i sæsonens sidste spillerunde. Klubben havde dog allerede point nok til at sikre sig fjerdepladsen, hvilket rakte til oprykning.

Friheden snydt for sejren til sidst
BK Friheden måtte nøjes med et enkelt point i sidste kamp hjemme mod Fr.værk. Daniel Bøggild bragte ellers holdet foran 1-0 efter 20 minutter, men i dommerens tillægstid udlignede gæsterne til 1-1. Friheden slutter dermed på en 11. plads i Serie 1, lige over de direkte nedrykningspladser.

HIF sluttede målrigt af
Også HIF’s kvinder i Serie 1 rundede af med et målrigt opgør ude mod Fremad Amager/B.1908. Amagerkanerne kom foran 2-0, men Sofie Rossen og Sophia Malling fik bragt balance i regnskabet før pausen. I 2. halvleg sendte Ida Sofie Jensen HIF i front med 3-2, men hjemmeholdet fik udlignet til slutresultatet 3-3. HIF’s kvinder ender sæsonen på en 5. plads, seks point fra oprykningspladserne.

Foto: Rosenhøj - arkiv foto.

ka-ma
menu
menu