SERVICELOVEN indeholder skærpede krav til visitationer

SERVICELOVEN indeholder skærpede krav til visitationer

Vi har stået i samme situation som Ulla og Winnie Rasmussen, skriver HANS BINDER:

LÆSERDEBAT: Sidste uges mange indlæg vedrørende den meget ulykkelige sag om Ulla og Winnie Rasmussens mor vidner efter min opfattelse om, hvor lidt vi borgere reelt ved om Servicelovens regler og hvor bange mange pårørende er for at træde for tæt ind på deres kære gamles enemærker (læs sygejournal). Skal lige bemærke, at jeg selv og mine søskende har været i præcis samme situation i juni og har været lige så tilbageholdende i alt for lang tid i relation til vor egen nu afdøde mors enemærker. Opdagede alt for sent, at hun faktisk ikke selv magtede at tage vare på sin sygdom og dermed sig selv.

Det korte af det lange er, at ganske få borgere (og tilsyneladende også ansatte i VISITATIONEN), at der er en fundamental forskel imellem om en patientjournal indeholder en passus fra lægen om at „patienten er terminal“ og at der er udstedt en egentlig TERMINALERKLÆRING af en læge. Det var en ung sygeplejeelev på Køge Sygehus, som i forbindelse med min egen mors indlæggelse gjorde mig opmærksom på, at SERVICELOVEN indeholder skærpede krav til kommunernes visitationer, hvis lægen eller sygehuset har udstedt en sådan erklæring. Kan også oplyse læserne om, at pågældende kommune i Sydsjælland så sandelig kom i omdrejninger, da først de havde modtaget terminalerklæringen. Indtil da havde det været yderst sparsomt med hensyn til kommunal assistance til min 89-årige mor, der boede i eget hjem og døde i samme.

Og til borgmesterkandidat Martin Eskildsen vil jeg gerne komme med lidt fakta vedrørende aldersfordelingen i Danmark i juni 2025 jævnfør Danmarks Statistik sammenholdt med antallet af plejehjemspladser: På landsplan findes der knap 55.000 plejehjemspladser, hvoraf mere end 11.000 er besat af syge/handicappede borgere yngre end 80 år.

I juni 2025 var antallet af borgere ældre end 80 år 348.811 og alene 48.047 ældre end 90 år .... sammenholdt med cirka 44.000 ledige plejehjemspladser til disse meget ældre borgere. Jeg skal så ikke udtale mig om, Hvidovre Kommune er hverken bedre eller værre end gennemsnittet af kommuner med hensyn til forudseenhed og interesse for de meget ældre borgere.  Udfordringerne er da til at få øje på.  Og det samme gælder åbenlyst uddannelse og efteruddannelse af personale i denne sektor inklusive Visitationen.  Tvivler i øvrigt på, om Kommunalbestyrelsen er fremme i skoene -  for det kan potentielt blive en meget stor post på de fremtidige budgetter. 

 Hans Binder

Lodsvej 60A

menu
menu