Skal din virksomhed med til Sommertræf?

 Skal din virksomhed med til Sommertræf?

Igen i år inviteres alle Hvidovres virksomheder til festligt sommertræf torsdag den 31. august

Sommertræf

Mulighederne er mange i Hvidovre, og i fællesskab kan vi gøre vores by til en endnu bedre by at bo og arbejde i.

Det er baggrunden for, at Kommunalbestyrelsen igen i år inviterer alle Hvidovres virksomheder til et stort Sommertræf, denne gang på Nordlund Vingård i Avedøre den 31. august.

– Det lokale erhvervsliv er en vigtig del af fællesskabet i Hvidovre og spiller en stor rolle i udviklingen af vores by. Der er store fordele ved at styrke det lokale samarbejde - både mellem kommunen og virksomhederne, men også virksomhedernes netværk med hinanden. Vi har allerede et stærkt lokalt erhvervsliv, og med Sommertræffet håber vi at inspirere til, hvordan vi kan blive endnu bedre til at bruge hinanden og høste fordelene ved at være geografisk tæt. Jeg håber derfor, at mange af Hvidovres virksomheder har mulighed for at deltage i årets Sommertræf, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Temaet for Sommertræffet er da også ’mulighedernes kommune’ med et fokus på, hvordan virksomheder, foreninger, borgere og offentlige institutioner i endnu højere grad kan bruge og styrke hinanden.

Er det f.eks. godt for virksomhedens brand at støtte det lokale foreningsliv? Hvad får virksomheder egentlig ud af at deltage i lokale netværk? Og hvordan kan virksomheder engagere sig i de unges uddannelse? Det og meget mere kan man få svar på ved Sommertræffet, hvor blandt andre den succesfulde virksomhedsleder Mathias Nielsen fra GladTeknik vil fortælle om sin vej til succes og det at tage socialt ansvar. Deltagerne kan også høre om det lokale nanobryggeri Spybrews engagement i fodboldklubben HIF samt ventilationsvirksomheden Lindabs samarbejde med elever fra TEC.

I netværksteltet vil Hvidovre Erhvervsnetværk lægge op til dialog om lokale og aktuelle emner, og i løbet af eftermiddagen vil det være muligt at gå på opdagelse i forskellige lokale fødevareprodukter og nyde ”Smagen af Hvidovre” til lyden af stemningsfuld musik.

Det er gratis for Hvidovres virksomheder at deltage, men det kræver tilmelding. Der er plads til max 200 deltagere, og det er først til mølle.

Læs mere om arrangementet og tilmeld din virksomhed på hvidovre.dk/sommertræf. Der er tilmeldingsfrist fredag den 25. august.

Foto: Ved sommertræffet kan man bl.a. møde den succesfulde virksomhedsleder Mathias Nielsen fra GladTeknik.