Skal i dialog

SARA RØPKE med svar om privat fællesvej ved Catherine Boothsvej
LÆSERDEBAT: Tidligere i avisens spalter har to borgere spurgt ind til den private fællesvej ved Catherine Boothsvej, som endnu ikke er etableret.
Som der står i indlægget, så valgte Frelsens Hær i 2020 at udstykke 4 parcelhusgrunde, som de solgte til en udvikler. Grundene blev efterfølgende videresolgt til de nuværende ejere i 2021.
I udstykningsaftalen, som gjorde det muligt for Frelsens Hær at sælge de fire grunde, indgik det som en del af den godkendte udstykning, at der skulle etableres vejadgang til de udstykkede grunde via en 7m bred privat fællesvej.
Da Hvidovre Kommune – som vejmyndighed – i 2023 modtog udviklerens projektforslag til udførelse af vejen, måtte vi dog afvise forslaget, fordi det ikke overholdt kommunens krav til trafiksikkerhed og krav til vejbredde på 7 meter. Krav som blev fastlagt ved udstykningen af grundene i 2020. Siden da har vi forsøgt at finde en konstruktiv løsning på sagen, og selvom vi ikke har modtaget et nyt vejprojektforslag, så har vi en god dialog med Frelsens Hær om etablering af vejen.
Vi forstår godt boligejernes frustrationer og i en anden artikel her i avisen har vi svaret på flere spørgsmål om det samme emne. Og så har vi indkaldt de berørte borgere til et dialogmøde med borgmester Anders Wolf Andresen og mig selv, hvor vi skal drøfte kommunens handlemuligheder.
Venlig hilsen
Sara Røpke, direktør for Teknik og Miljø samt
Kultur og Fritid