Skriv jer op i boligselskab

Skriv jer op i boligselskab

Centerchef TORBEN TANG med en opfordring og svar på læserbrev om studieboliger

LÆSERBREV: I et læserbrev i Hvidovre Avis den 26. juli 2023 skrev ”Mor til en nu ikke studerende ung” om, at de unge bliver sat ud af deres studiebolig med 14 dages varsel, hvis den unge stopper med at studere.

Når man bliver skrevet op til en ungdomsbolig, fremgår det, af det svar man får, at man kun kan bo i en ungdomsbolig, mens man er studerende. Det er derfor gjort klart, at man skal være studerende for at kunne bo i en ungdomsbolig. Det er boligselskaberne, som følger op på, om man er studerende, og det er også boligselskaberne, som fastsætter varslingens længde, hvis en ung ikke længere er i uddannelse og skal fraflytte boligen.

I svaret, man får, når man bliver skrevet op til en bolig, fremgår det desuden, at der ikke er nogen garanti for, at man kan få anvist en almindelig bolig igennem Hvidovre Kommune efter en afsluttet uddannelse. Derfor opfordres man til med det samme at skrive sig op i minimum 2 boligselskaber, da der er meget lang ventetid på en almindelig bolig. Derudover kan man typisk efter at have boet to år i en bolig blive skrevet op på boligselskabets interne venteliste.

Udbuddet af ledige boliger i Hvidovre er ikke særlig stort og er slet ikke i nærheden af at dække behovet for de ca. 1. 500 ansøgere, der pt er skrevet op til en lejlighed i kommunen. Boligområdet får og anviser ca. 350 lejligheder om året. Der kan derfor være lang ventetid på at få en bolig igennem kommunen, det er derfor en god ide at skrive sig op til bolig igennem diverse boligselskaber, almennyttige som private. Hvidovre Kommune får i de fleste boligselskaber hver fjerde ledige bolig til anvisning. Det er boliger i mange forskellige størrelser, men det er yderst begrænset, hvor mange mindre og billige lejligheder, som kommunen får til anvisning. Derfor har Hvidovre Kommune ikke mulighed for at sikre, at unge, som bliver opsagt fra deres ungdomsbolig på grund af stop i uddannelse, får en bolig, når varslet udløber og slet ikke inden for 14 dage.

Med venlig hilsen

Torben Tang, Centerchef for Beskæftigelse og Borgerservice i Hvidovre Kommune