Slut med at adskille mor og barn efter fødslen
Efter en kompliceret graviditet og fødsel kan både mor og barn have brug for behandling. Det sker typisk på hver sin afdeling, men på Hvidovre Hospital bliver de nu indlagt sammen på en familiestue
NYHEDER: Efter en kompliceret graviditet og fødsel har mor og barn ofte brug for hver deres specialiserede behandling: Mor bliver i den situation typisk indlagt på Barselsafsnittet til observation og behandling af f.eks. svangerskabsforgiftning, blødning eller efter kejsersnit, og barnet bliver indlagt på afdelingen Behandling af Nyfødte (neonatalafsnittet).
Men på Hvidovre Hospital bliver mor og barn ikke længere adskilt. Nu bliver de indlagt sammen på afdelingen Behandling for Nyfødte på helt nybyggede familiestuer med plads til hele familien. Sygeplejerskerne er blevet uddannet i både at kunne pleje baby og mor i tæt kontakt med fødselslægerne på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, som stadig har det overordnede ansvar for moderens behandling.
– Det har tidligere været en kæmpe frustration for forældrene, når mor og barn blev skilt ad. Moderen har typisk været bekymret, og mælken har haft svært ved at løbe til. Mor har savnet sit barn, og partnerne har stået i et dilemma om, hvem de skulle være hos. Det undgår de nu, hvor familien forbliver samlet, så de kommer godt fra start.
Det siger chefsygeplejerske Catrina Bourke-Madsen fra Afdeling for Børn og Unge, hvor afdelingen Behandling af Nyfødte hører til.
Nye familiestuer og tæt samarbejde
Familiestuerne er indrettet med alle de nødvendige installationer og apparater til at behandle både mor og barn. Derudover er der mulighed for, at begge forældre kan overnatte, ligesom der også er plads til søskende og til to spædbørn, hvis der er tale om tvillinger.
Sygeplejerskerne på afdelingen Behandling af Nyfødte er vant til kun at varetage plejen af syge nyfødte. Derfor har de gennem det seneste år modtaget uddannelse af erfarne barselssygeplejersker og læger, så de nu kan varetage pleje og behandling af mødre, der lige har født, og som er syge.
– Sygeplejerskerne på afdelingen Behandling af Nyfødte har været meget positive, men også naturligt bekymrede, men vi har haft et virkelig godt samarbejde på tværs af afdelingerne. Alle har bidraget til, at det kunne lykkes. Vores sygeplejersker kan række ud til kollegerne på barselsafsnittet, som hjælper og støtter i det omfang, der er behov for, ligesom vi arbejder tæt sammen med lægerne på Gynækologisk Obstetrisk afdeling, fortæller Catrina Bourke-Madsen.
Tæt samarbejde
Hvert år har afdelingen Behandling af Nyfødte (neonatalafsnittet) ca. 900 indlæggelser.
Der er 24 familiestuer på afsnittet, som indtil nu har huset en indlagt baby sammen med sin ikke-behandlingskrævende mor og partner – eller sammen med partner, mens moderen var indlagt på barselsafsnittet.
Nu vil fire ud af 24 familiestuer huse både den/de indlagt(e) baby(er) sammen med den indlagte behandlingskrævende mor og partneren. Princippet kaldes couplet care, som defineres som ”pleje, der ydes til både mor og barn efter fødslen i samme rum af det samme personale uden adskillelse”.
Muligheden for at indlægge mor og barn/børn sammen foregår i et tæt samarbejde mellem afdelingen Behandling for Nyfødte (neonatalafsnittet), som hører til Afdeling for Børn og Unge, og Barselsafsnittet, som hører til Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, hvor mødrene tidligere var indlagt efter fødslen, hvis de havde brug for behandling.
Muligheden for fælles indlæggelse er kommet i stand i kraft af, at Hvidovre Hospital for nylig indviede en ny tilbygning med familiestuer på afdelingen Behandling af Nyfødte, som skaber rammen for, at mor og barn kan indlægges sammen.
Afdelingen Behandling for Nyfødte (neonatalafsnittet) har behandlingsansvaret for babyen(erne), mens Gynækologisk Obstetrisk afdeling fortsat har behandlingsansvaret for moderen.
På Hvidovre Hospital blev der i 2023 og 2024 født ca. 6.500 børn. I 2025 steg antallet af børn født på Hvidovre Hospital til 7.000, hvilket er ca. 10 procent af alle børn født i Danmark i 2025.
