Socialdemokratisk mandat ryger fra Idris til Yasir

Socialdemokratisk mandat ryger fra Idris til Yasir

34 brevstemmer indberettet forkert – mandat skifter hånd internt i Socialdemokratiet

NYHEDER: Hvidovre Kommune måtte ud i en ekstra fintælling af stemmerne fra kommunalvalget, som valgbestyrelsen sidste tirsdag besluttede at gennemføre. Baggrunden var en begrundet mistanke om en indberetningsfejl af 34 brevstemmer fra et enkelt valgsted. De 34 personlige stemmer var ved en fejl indberettet på den forkerte kandidat internt i Socialdemokratiet.

Fintællingen bekræftede, at fejlen påvirkede opgørelsen af de personlige stemmer hos Socialdemokratiet. I den første opgørelse gik partiets femte mandat til Idris Yorulmaz, men efter den ekstra fintælling tilfalder mandatet i stedet Yasir Iqbal. Fintællingen ændrer dog ikke på mandatfordelingen mellem partierne som helhed.

Formanden for valgbestyrelsen, borgmester Anders Wolf Andresen, understreger, at beslutningen om fintællingen alene handlede om at sikre fuld gennemsigtighed og korrekthed i resultatet:

– Når der opstår tvivl om resultatet, skylder vi både kandidaterne og vælgerne at dobbelttjekke tallene. Jeg forstår godt, at det kan skabe frustration, når et allerede offentliggjort resultat måske skal korrigeres. Men vi skal kunne stå helt på mål for det resultat, vi præsenterer. Det handler i sidste ende om tilliden til demokratiet, siger han.

Fintællingen har ikke afdækket fejl i valgprocessen som helhed og har i øvrigt kun flyttet få personlige stemmer internt på de enkelte partiers lister.

Anders Wolf Andresen er glad for, at der nu er kommet en endelig afgørelse:

– Der har været tale om en enkeltstående menneskelig fejl i indberetningen af brevstemmerne, og fintællingen har nu givet os et klart billede af resultatet. Det er godt at kunne slå fast, at selve optællingen og valgprocessen som helhed har været korrekt, og at mandatfordelingen står fast, siger han.

Med det korrigerede resultat ser Hvidovres kommende Kommunalbestyrelse nu således ud:

Anders Wolf Andresen (F), Tina Cartey Hansen (C), Anders Liltorp (A), Marie-Louise Jørgensen (F), Mikkel Dencker (O), Finn Blohm (L), Amanda Irina Larsen (A), Sara Benzon (F), Søren Friis Trebbien (C), Karin Kofod (Ø), Lars Gundelack Jensen (A), Ivan Fogtmann (O), Maria Avnskjold (F), Pia Mols (L), Helle Adelborg (A), Martin Findahl Amby (I), Bent Bjørn Roldgaard (F), Kenneth Bak (C), Yasir Iqbal (A), Sophie Bisgaard Farganis (F), Brian Køster (B).

 

 

red
menu
menu