Søstre laver loppemarked for tredie år i træk

Søstre laver loppemarked for tredie år i træk

For tredje år i træk, inviterer to lokale søstre fra Hvidovre til indendørs loppemarked i aktivitetslokalerne i Lille Friheden.

 Det foregår på lørdag den 11. nov. og igen søndag den 19. nov., begge dage fra kl. 9.00 til 15.00.

Genbrug er inn og det er der mange gode grunde til. Når vi genbruger – i stedet for at købe nyt – skåner vi miljøet for unødvendige ressourcer. Vi rider med på bæredygtighedsbølgen og vi passer bedre på den jord vi skal give videre til vores børn og børnebørn.

Tøjproduktion er en enorm belastning for både miljøet og klimaet. Derfor gavner det begge dele, hvis du køber færre stykker tøj, men i bedre kvalitet og passer godt på det. Så holder tøjet også bedre farve og facon og kan glæde andre, når du selv trænger til noget ”brugt, nyt”. Og dette kan du finde rundt omkring på de mange loppemarkeder, der lader folk købe sig en stand og være butiksejere for en dag. Her kan man videresælge sine gode, brugte ting videre til nye ejere, der får glæde af det i stedet for at det kasseres eller gemmes væk på loftet eller i kælderen.

Det har to lokale søstre indset, og de har derfor afholdt loppemarkeder i Lille Friheden igennem de sidste tre år, og gør det altså igen.

Gammelt guld

- Vi plejer selv at tage på loppemarkeder om sommeren og finde fine brugte sager til små penge. Der er en helt særlig tilfredsstillelse i at gøre et godt loppe-køb. Vi er jo rigtigt mange, der har masser af ”gammelt guld” i gemmerne, og særligt klædeskabene hjemme i de små hjem bugner mildest talt, siger Bonnie Jensen, der er den ene af søstrene.

– Alle disse fine sager skal ud og have nye ejere. Det er da synd at de ligger gemt væk bagerst i skabe og skuffer. Og vi har opdaget, hvor glade både købere og sælgere bliver når sagerne skifter ejermand eller -kvinde. Det er ikke kun tøj der bytter ejermand på vores loppemarkeder. Vi har set, at folk har fine hjemmelavede DIY ting, og masser af godt og genanvendeligt legetøj og det fineste brugskunst med. Loppemarkedet var egentligt bare tænkt som en enkelt dag,vi ville få ryddet op i vores egne gemmer, men vi havde så stor efterspørgsel på standene, så vi bookede lokalet en dag mere, og en dag mere og nu igen.

- Vi har stort set udsolgt at stande. Der er jo ikke plads til mere end 30 stande i lokalerne, hvis der også skal være plads til at mødes og få en hyggesludder, slutter Bonnie Jensen.

 

m