Sommerfuglen bliver til sommerfugle-pladser

SARA BENZON med svar til forældrene fra Sommerfuglen:
LÆSERDEBAT: Jeg kan godt forstå, at forældrene i Sommerfuglen oplever omlægningen som en lukning. Omlægning er forvaltningssprog og betyder, at pladserne og midlerne stadig findes, men det vil opleves som en lukning for de tre familier, der skulle have haft deres børn i gruppeordningen efter 1. september. Det er dog vigtigt for mig at sige, at vi omlægger, fordi vi mener, at det er bedre for børnene at være en del af de almene dagtilbud med ekstra støtte. Gruppeordningen Sommerfuglen bliver altså til Sommerfuglepladser i andre dagtilbud. Nogle af pladserne forbliver også i Børnehuset Frydenhøj, hvor gruppeordningen ligger i dag.
Det er korrekt, at beslutningen om at omlægge pladserne i Sommerfuglen til enkeltintegrerede pladser ikke er politisk behandlet. Administrationen har mulighed for at beslutte, hvordan kommunens specialtilbud bedst tilpasses, så de dækker de helt aktuelle behov. Hvis der havde været tale om en besparelse, så skulle vi politisk have truffet beslutningen. Der er dog ikke tale om en besparelse, da alle midlerne bliver brugt til at oprette enkeltintegrerede pladser, hvilket kræver flere voksne og de rigtige kompetencer omkring børnene.
Børne- og Uddannelsesudvalget har på vores sidste møde fået en kort meddelelse omkring omlægningen og på mødet 2. juni får vi en mere grundig orientering omkring administrationens beslutning. Det er derfor ikke en beslutning, hverken jeg eller andre politikere, har haft indflydelse på.
Jeg kan godt stå på mål for årsagen til, at der ikke længere er børn nok til at kunne køre Sommerfuglen videre. Nemlig, at vi i Hvidovre Kommune gennem flere år, har arbejdet målrettet på at inkludere børn med særlige behov i almenområdet, det sker naturligvis med ekstra støtte og med de rette kompetencer hos personalet. Det gør vi, fordi det har vist sig, at det er bedre for børns udvikling at være en del af et større fællesskab, hvor der er mange andre børn at spejle sig i.
Det skal dog altid bygge på en vurdering af det enkelte barn, for der er naturligvis børn, der ikke vil profitere af det, eller hvor det vil være for vanskeligt at skabe de rette rammer omkring barnet i et alment tilbud. Overordnet er jeg glad for, at vi lykkes med det, for jeg oplever, at det er et bedre tilbud, vi giver børnene, når vi tilpasser den enkelte plads til det enkelte barns behov og undgår, at børn bliver segregeret til specialtilbud.
Når det er sagt, kan jeg sagtens forstå, at de familier, som lige præcist rammer den overgangsperiode, der er i mellem, at vi går fra et specialiseret tilbud til enkeltintegrerede pladser, bliver både frustrerede og bekymrede. For de har haft et trygt og godt sted til deres børn i Sommerfuglen.
Jeg er virkelig ærgerlig over, at det har været en proces, hvor de ikke oplever at være blevet ordentligt inddraget i forhold til, hvad der skal ske med deres børn, for de skulle gerne været blevet betrygget i, at det næste tilbud kan give samme tryghed for både børnene og familierne. Jeg beklager, at det ikke har været tilfældet og jeg har bedt administrationen om at have en tættere dialog med familierne videre i forløbet.
Jeg kommer også til at tale med administrationen om, hvordan vi sikrer, at der i fremtiden bliver en hurtigere og bedre dialog med de familier, der vil blive berørt, når der er behov for at tilpasse de tilbud vi i Hvidovre Kommune har til børn, der har brug for ekstra støtte og hjælp.
Venlig hilsen
Sara Benzon, SF,
formand for Børne- og
Uddannelsesudvalget