Sommerfuglen “omlægges” uden høring

Forældre til børn i Hvidovres eneste gruppeordning for 0-4-årige undrer sig - og kritiserer kommunal udmelding om årsagen til, at deres børns institution reelt lukker
NYHEDER: Den eneste vuggestue på specialområdet i Hvidovre - Sommerfuglen skal ”omlægges”. Forældrene kalder det en ”lukning” og undrer sig over, at de hverken er blevet hørt eller at beslutningen om lukningen af Sommerfuglen sker efter en politisk beslutning. Forældrene undrer sig desuden over argumentationen for at omlægge Sommerfuglen, hvor der i et brev til forældregruppen blandt andet nævnes faldende antal børn i målgruppen. Ydermere påpeger forældregruppen, at Sommerfuglen i de nuværende lokaler kun er tre år gammel, og at det derfor er kort tid siden, at der blev brugt kommunale midler på at etablere gruppeordningen. Sommerfuglen er en gruppeordning under Børnehuset Frydenhøj med børn fra 0-4 år, som visiteres fra hele kommunen.
Hvidovre Avis har set det brev, som forældrene har modtaget fra den faglige leder i Børn- og Familier og har derfor spurgt Hvidovre Kommune, om forældrene ikke har en pointe i deres undren.
Hvidovre Kommune har valgt at svare på avisens mange spørgsmål i en samlet besvarelse underskrevet af Centerchef for Børn og Familier, Hannah Ilima Wilson, som vi bringer nedenfor. Centerchefen svarer ikke på, hvorfor forældrene ikke er blevet hørt, eller hvorfor omlægningen af Sommerfuglen ikke har været politisk behandlet. Centerchefen svarer ej heller på, om kommunikationen med forældrene efter administrationens mening har været hensigtsmæssig.
Svar fra centerchef:
- Sommerfugle-pladser bliver omlagt og Stjerne-børn flytter ind i lokalerne i Børnehuset Frydenhøj. Der har igennem længere tid været færre børn i Sommerfuglen, end de 12 vuggestuebørn med særlige behov, den oprindeligt er normeret til. Da en stor del af de børn, der går der nu, skal starte i børnehave i de kommende måneder, vil der den 1. september være tre børn i Sommerfuglen.
- På den baggrund har Center for Børn og Familier besluttet at omlægge tilbuddet. Vi har selvfølgelig forståelse for, at det kan give anledning til bekymring hos forældre med børn i Sommerfuglen. De berørte forældre har fået besked, så snart det var besluttet, og der har været holdt forældresamtaler individuelt for at tale om det enkelte barns forløb frem mod 1. september 2025 og derefter. Det er vigtigt at fortælle, at omlægningen af pladserne i Sommerfuglen ikke er en spareøvelse. Den fulde økonomi bliver på området, og omlægningen sker alene for at kunne imødekomme børnenes behov bedre. Det er ikke hensigtsmæssigt hverken for børnene, personalet eller økonomien at fortsætte med et særskilt tilbud med kun tre børn. Derfor vil vi omlægge Sommerfuglen til enkeltpladser med støtte frem imod den 1. september. Tre af de pladser, der i dag er i Sommerfuglen, bliver en del af vuggestue-gruppen i Frydenhøj, der så vil have færre børn og få den relevante støtte fra PPR, pædagogisk vejleder, Sundhedsplejen og Børneterapien. Og så bliver der fremover oprettet pladser til børn i målgruppen enten i en af vores vuggestuer med færre børn indskrevet og den relevante hjælp og støtte, eller i en dagpleje, hvor der også kan reguleres på antallet af børn.
- Det faldende behov for pladser i Sommerfuglen skal ses i lyset af den udvikling, der har været på dagtilbudsområdet i længere tid. Mange af vores vuggestuer og dagplejen er blevet rigtig dygtige til at arbejde med børn med særlige behov, herunder for tidligt fødte børn, som Sommerfuglen oprindeligt (i 2010) havde som primær målgruppe. Der er fokus på at tilrettelægge det pædagogiske arbejde i vuggestuer og dagpleje, så børnene kan deles op i mindre grupper og tilbydes forskellige pædagogiske miljøer og aktiviteter. Det er baggrunden for, at der ikke er børn, der er visiteret til Sommerfuglen her i 2025. Arbejdet med disse børn er flyttet ud vores andre dagtilbud, hvor børn med særlige udfordringer kan være en del af et alment miljø og spejle sig i de andre børn her. Det ses også i andre kommuner, der ligesom os er optaget af at skabe rammer, hvor børnene trives og udvikler sig endnu bedre. Beslutningen om en omlægning betyder, at der ville stå tomme lokaler, og det er naturligt at vi som kommune, kigger på, hvad de lokaler kan bruges til. Derfor flytter kommunens specialdagtilbud Stjernen ind, når Sommerfuglen er rykket ud af de fysiske rammer i Børnehuset Frydenhøj. Stjernen er et tilbud til børn fra 3-6- år inden for autismespektret, og er ligesom Sommerfuglen et tilbud, som et barn bliver visiteret til af det centrale visitationsudvalg. Stjernen har i dag små og langt fra optimale rammer i en midlertidig pavillonbygning på Hvidovre Enghavevej ved Strandmarkens Fritidscenter, og med flytningen vil børn og personale få bedre rammer – og børnene vil kunne spejle sig i børn i et alment tilbud og fx ’komme på besøg’ på Børnehuset Frydenhøjs legeplads, skriver Hannah Ilima Wilson, Centerchef Børn og Familier, i et skriftligt svar til Hvidovre Avis.
(Model foto)
red