Spørgsmål fra læserne: VI SPØR´ BARE!

Spørgsmål fra læserne: VI SPØR´ BARE!

Hver eneste uge får lokalavisens redaktion forespørgsler, kommentarer og ideer m.m. fra Hvidovre-borgerne. Det er vidt forskellige emner der fremføres, og tiden rummer desværre ikke mulighed for grundig research på det hele.

Derfor denne mini-rubrik "Vi spør´bare", hvor alle lokale emner selvfølgelig kan tages op, og måske give anledning til videre drøftelse og bearbejdning:

EL.-REGNING PÅ 30.000 KR

Tove Holmberg beboer med 1. sals lejlighed på Gl. Køge Landevej (HvidovreBo), er rystet over el.regningens meget store stigning:

- Jeg er 90 år, og havde håbet at have lidt økonomisk overskud til min alderdom. Men så får man en el.-regning på ca. 30.000 kroner for 2022. Det rammer selvfølgelig ikke kun mig, men slår benene væk under mange andre ældre, der måske heller ikke er så gode til at "skrue ned" på kolde vinterdage.

SOPPEBASSIN VED KYSTAGERPARKEN

Engang i slutningen af 70’erne/begyndelsen af 80’erne var der etableret et lille halvbuet soppebassin i strandkanten ved Kystagerparken (ud for Schradersvej), hvor de helt små kunne muntre sig på meget lavt vand.

- Hvorfor er det fjernet? , spørger en læser. - Det var omkranset af en stensætning, og helt ufarligt for de små.

Vi har spurgt den tidl. formand for grundejerforeningen, Niels Holger Skov, der var en af initiativtagerne til at Hvidovre Kommune etablerede dette lille bassin.

- Bassinet fungerede kun et par år, og jeg vil tro, det bare forsvandt fordi det ikke blev passet med nyt sand og renset, fortæller Skov. - Det er også muligt at man på den tid var noget foruroliget over kloarkudløbet fra Harrestrup åen.

FRÆK TYV KOM PÅ FACEBOOK

Johnny Ærenlund, bosat på Sydkærsvej, beder os om at efterlyse denne tyv (se ovenstående foto), da han er set flere steder i Risbjerg-kvarteret: - Jeg har efterlyst ham på Facebook med en optagelse fra mit videoovervågningskamera. Det er sket i følge aftale med politiet, - da han bærer maske, er det ikke ulovligt at lægge det ud på nettet.

Så derfor denne opfordring: - Kære tyv, er du ikke så venlig at sætte min grå kasse tilbage, indholdet må du gerne få, - dog spørg næste gang. Er du utilfreds med filmen, så kontakt vestegens politi på 114.

STADIG ULOVLIG MOMS-OPKRÆVNING

Dora Klausen er fortørnet over at Hvidovre Kommune stadig - helt uden lovhjemmel - opkræver moms på renovationen:

- Allerede i 2020 blev det fastslået, at denne opkrævning ikke var lovlig, men Hvidovre Kommune - og vist også et par andre i hovedstadsområdet - fortsætter denne urimelige trafik, siger Dora Klausen. - Det betyder en årlig udgift for mig på 1.100 kr., og givetvis også for andre. Henvender man sig på rådhuset, kan man ikke få et ordentligt svar, - der er ingen der aner noget...

 

 

-m