Støjskærme på vej langs motorvejen
Beboere ved I.G. Smiths Allé får reduceret støjgener
NYHEDER: Hvidovre Kommune får snart bedre støjforhold for beboere langs Holbækmotorvejen. Partierne bag den nye infrastrukturaftale har besluttet at investere i en ny støjskærm ved I.G. Smiths Allé – et område, der ifølge Vejdirektoratets støjhandlingsplan 2024-2029 er udpeget som særligt støjbelastet.
Støjskærmen bliver 400 meter lang og cirka syv meter høj, og projektet koster 34 millioner kroner.
Ifølge Transportministeriet vil skærmen reducere støjgenerne væsentligt for 73 boliger i området. For 43 af boligerne vil støjreduktionen endda være markant – med en nedsættelse på mere end 6 dB, mens de øvrige 30 boliger kan forvente en reduktion på 3-6 dB.
Projektet forventes færdiggjort om tre til fire år, afhængigt af eventuelle ekspropriationer. Det er en del af en større indsats for at forbedre miljøet for beboere tæt på motorveje, og Hvidovre er nu et af de første steder, der får glæde af de nye tiltag.
