Støttende samtaler og vejledning til pårørende

Hvidovre Sundhedscenter, tilbyder pårørende den hjælp, de har brug for, på en måde, der passer til deres individuelle behov
SUNDHED: At være pårørende til en syg eller svækket person kan være en udfordrende og krævende opgave. Mange pårørende oplever, at hverdagen bliver hård, og det kan være svært at finde overskuddet til at passe på sig selv. I Hvidovre Sundhedscenter tilbyder pårørendekoordinator Sophie Jacobsen individuelle samtaler med fokus på støtte og vejledning for at hjælpe pårørende med at tackle disse udfordringer.
Individuelle samtaler
En individuel samtale, er en samtale hvor den pårørende er i centrum. Formålet med disse samtaler er at sikre, at den pårørende føler sig set, hørt og forstået i de udfordringer, de oplever i hverdagen.
- Det er vigtigt, at pårørende får den støtte og vejledning, de har brug for, siger Sophie Jacobsen.
- Vi tilpasser samtalerne efter den enkeltes behov, så det kan være en enkelt samtale eller flere, afhængigt af hvad der er nødvendigt.
Samtalerne kan foregå per telefon, i sundhedscentret, på en gåtur eller i den pårørendes eget hjem. Denne fleksibilitet gør det muligt for pårørende at få støtte på en måde, der passer bedst til deres situation.
Unikt tilbud i Hvidovre
Det er unikt for Hvidovre, at der er en dedikeret pårørendekoordinator. Sophie Jacobsen understreger vigtigheden af at sprede budskabet om dette tilbud:
- Det er vigtigt, at pårørende ved, at de ikke er alene, og at der er hjælp at hente. Vores mål er at give dem de redskaber, de har brug for, for at kunne håndtere hverdagen bedre.
Hvis du er pårørende til et voksent menneske, der er svækket eller langvarigt syg, og du har brug for støtte og vejledning, kan du kontakte Sophie Jacobsen på telefon 4185 0357.
red