Stor atletiksucces ved DM indendørs

 Stor atletiksucces ved DM indendørs

Hvidovre AM blev Danmarks 3.bedste atletikklub med 4 mesterskaber

ATLETIK: Ved weekendens Danske Mesterskaber indendørs i atletik lykkedes det at gentage triumfen fra DM-ugen udendørs i Aalborg, da alle Hvidovre Atletik & Motions 4 DM-guldvindere formåede at skifte deres udendørs titler ud med en tilsvarende titel indendørs.

På 400m for kvinder var DM-finalen en tro kopi af finalen udendørs, da Zarah Buchwald løb taktisk klogt og afventende, mens storfavoritten fra Sparta igen lavede et vanvittigt hurtigt udlæg. Det betød at Zarah Buchwald på opløbsstrækningen uimodståeligt cm for cm åd sig ind på den førende Spartaner, og timede det så perfekt, at hun var 6/100 sekund foran, da målstregen blev passeret i ny klubrekord på 55,56 sekund. Det blev ellers ekstra dramatisk, da spartaneren i en kombination af træthed og desperation lænede sig så langt frem med overkroppen, at hun styrtede ind over målstregen. Unge Misja Jepsen fulgte godt op ved på 5.pladsen at sætte en lovende personlig rekord med 58,06 sekund.

En 5.plads blev det også til para OL-atleten Bjørk Nørremark, da hun satte personlig rekord med 5,47 meter, og indikerede at hun er godt på vej i sine forberedelser til de Paralympiske Lege til august i Paris. En der også håber at komme med til Paris er Andreas Trajkovski, der aktuelt er nr. 44 på verdensranglisten, og bestemt er inde i billeder til OL. Med 7,74 meter og DM-guld bekræftede Andreas sin gode form, da han for tredje konkurrence i træk sprang over 7,70 meter. Den sidste springer i ilden var den unge højdespringer, Jonas Strunge, der tangerede sin personlige rekord med 1,90m, og lige præcis røg udenfor medaljerækken.

En uventet titel

Den helt store overraskelse ved Honnørkajen til DM-ugen i Aalborg var OL-kandidaten i diskoskast, Annesofie Hartmann, der ganske uventet løb med titlen i kuglestød. Og igen overraskede hun positivt og bekræftede at der er rykket på det fysiske niveau, da hun uden den store specialtræning satte personlig rekord med en halv meter, og for første gang passerede de 15 meter med 15,13m. Det var i det hele taget en historisk konkurrence, da der for første gang var 5 kvinder over de 14 meter til et DM, og her var Hvidovre rigtig godt repræsenteret med hele 3 udøvere.

I efteråret flyttede den irske mester i diskoskast, Niamh Fogarty, til klubben for at rykke i sit niveau, og viste med en personlig rekord på 1 meter i kuglestød over vinteren med 14,13m at der i den grad er flyttet på den fysiske kapacitet. Den forsvarende mester, Maria Sløk, måtte denne gang nøjes med en bronze med 14,47m, og kunne samtidig notere sig et sjældent jubilæum, da hun 23 år efter sin første DM-medalje nu kunne fejre DM-medalje nummer 90! Den sidste DM-titel blev genvundet af endnu en kuglestøder, nemlig Kenneth Mertz, der med 16,34m endnu en gang formåede at sætte alle de unge løver på plads.

- Alle leverede toppræstationer, og så kan man ikke være andet end glad, og slet ikke, når det samtidig betød at vi endte som DM’s tredjebedste klub. Det var et perfekt DM, og vores kandidater til forårets Europamesterskab og sommerens OL viste alle sammen, at de har taget endnu et ryk i deres udvikling og bekræftet deres kandidatur. Så nu kan vi gå styrket ind til den næste grundtræningsperiode frem mod forårets mange kvalifikationskonkurrencer frem mod EM og OL. Det bliver en spændende sommer, berettede kastetræner og sportschef, Michael Bruun Jepsen efter et historisk godt DM for atletikken i Hvidovre.