Stor donation til Hvidovre Volleyball Klub
En helt ny volleyballbane er på vej til byens yngste. Den lokale klub har modtaget en donation på 155.000 kroner til etableringen af banen. Det er føtex Friheden, der har indstillet projektet til Salling Fondene, som har doneret pengene
NAVNE: Julen er kommet lidt tidligere i år hos Hvidovre Volleyball Klub. Den har nemlig modtaget en donation på 155.000 kroner til at opføre en kidsvolleybane. Det er føtex Friheden i Hvidovre, der har indstillet projektet til Salling Fondene, som har doneret pengene.
I 2023 søsatte volleyballklubben et pilotprojekt med kidsvolleybaner rundt ved byens skoler. I dag er der 11 baner forskellige steder, og nu får volleyballklubben en opført ved Frihedens Idrætscenter i Hvidovre. Den bliver en opgradering af de i forvejen 11 baner i byen, og selv om det er en kidsvolleybane, kan den bruges af alle aldre. Den nye bane får en opgradering i forhold til de eksisterende i byen.
Tanken er, at banen skal være med til at danne fællesskaber, trivsel og bevægelse blandt byens børn og unge. Det er også planen, at den skal bruges til lokale arrangementer og fysisk aktivitet for forældre til børn i idrætscenteret.
Donationen vækker stor glæde hos forretningsfører i Hvidovre Volleyball Klub, Thomas Stryhn.
- Der er højt humør hos os. Vi er virkelig glade for donationen. Det betyder rigtig meget for os, og vi får hele projektet bundet sammen nu. Vi får god belægning på den nye bane, nettet bliver vandalsikret, og stolperne støbt ned i jorden. Vi får fællesskaber på tværs af hele byen med den nye bane. Vi er i forvejen godt forankrede i byens, så vi glæder os virkelig, til den står klar, siger Thomas Stryhn, som forventer, at man går i jorden med projektet, så snart de sidste tilladelser er på plads.
Også varehuschef i føtex Friheden Micki Friis er begejstret for donationen.
- Det glæder mig rigtig meget, at vi endnu engang får mulighed for at støtte lokalt. Det er et rigtig fint projekt, og det er fantastisk, at vi kan være med til at give noget tilbage til byen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en stor succes, siger han.
Fokus på fællesskab og en aktiv hverdag
Hos føtex er der et klart ønske om at bidrage og styrke de lokale fællesskaber - og give børn og unge gode muligheder for en aktiv hverdag med en masse bevægelse. Fælles for alle projekterne i denne donationsrunde er, at de indbyder til aktiviteter, bevægelse og fællesskaber blandt primært børn og unge.
