Stor interesse for at høre om gymnasiet

Stor interesse for at høre om gymnasiet

Orienteringsaften gav kommende elever smag på gymnasielivet på NEXT Enghøj Gymnasium

EFTEROMTALE: Sidste mandag aften åbnede NEXT Enghøj Gymnasium dørene for unge uddannelsessøgende og deres familier til orienteringsaften. Her fik de mulighed for at høre om skolens gymnasieuddannelser, 17 forskellige studieretninger og hverdagen som gymnasieelev – og ikke mindst mærke stemningen på skolen.

Aftenen bød på faglige oplæg, studievejledning samt rundvisning på skolen, hvilket gav de mange fremmødte et indblik i skolens faciliteter og studiemiljø. Orienteringsaftenen har til formål at give de unge mulighed for at stille spørgsmål, møde både lærere og elever og blive klogere på, hvad der vægter højest i deres kommende uddannelsesvalg, fortæller rektor Hanne Normann Michelsen:

– Orienteringsaftenen skal give de unge et solidt beslutningsgrundlag. Det er vigtigt for os, at de både møder fagligheden, fællesskabet, ser skolen og oplever de mange muligheder, vi tilbyder på Enghøj Gymnasium.

Blandt deltagerne var 15-årige Mira Josefine fra Albertslund, der går i 9. klasse, og som allerede har besøgt flere gymnasier i forbindelse med orienteringsaftener. Hun havde taget turen til Hvidovre for at høre mere om STX og Enghøjs naturvidenskabelige studieretninger.

– Jeg har hørt om Enghøj via en veninde, som kender en, der har gået her. Det lyder som et spændende gymnasium. For mig er det vigtigste nok, at det virker som et rart sted at være, og at lærerne er søde og engagerede. Både faglighed, fællesskab og lærerne betyder meget, når jeg skal vælge gymnasium, fortæller Mira Josefine, der gerne ville høre mere om studieretningen bioteknologi og science.

Der er ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne den 1. marts 2026 kl. 12.00.

For interesserede, der ikke havde mulighed for at deltage, tilbyder NEXT Enghøj Gymnasium et åbent hus-arrangement lørdag den 31. januar kl. 10-12. Mere information findes på nextkbh.dk/enghoej-gymnasium.

menu
menu