STOR TAK TIL DEM DER IKKE VENTEDE PÅ KOMMUNEN

STOR TAK TIL DEM DER IKKE VENTEDE PÅ KOMMUNEN

Helt almindelige mennesker tager ualmindeligt ansvar og hjælper hinanden i denne tid, skriver SUASNNE DAMSGAARD:

LÆSERDEBAT: Det er faktisk fuldstændig i orden at være ekstra stolt over at være dansker i denne tid. For når sneen vælter ned og lammer busser, tog og veje, ser vi noget interessant ske med Danmark. Mens det offentlige rykker ud efter faste planer og vagtskemaer, vågner civilsamfundet helt af sig selv. Uden manualer, uden løn og uden at vente på en ordre.

Det er naboen, der tager fortovet hos den ældre dame i nummer 12. Det er de lokale, der stimler sammen for at skubbe en bil fri af en driver, og de små fællesskaber, der opstår, når alt pludselig står stille. Det er helt almindelige mennesker, der tager et ualmindeligt ansvar, bare fordi der er brug for det.

Alligevel ender snakken bagefter næsten altid det samme sted: Hvad gjorde myndighederne forkert? Hvorfor var saltbilen forsinket? Hvem har ansvaret for, at toget ikke kørte? Vi har utroligt travlt med at pege fingre ad systemet, men vi glemmer helt at tale om dem, der faktisk trådte til.

Det er en fejl. For det engagement, vi ser i snedriverne, er ikke bare en ”hyggelig bonus” til velfærdsstaten. Det er selve limen i vores samfund. Især når hverdagen bliver svær, ser vi, hvor meget handlekraft der findes uden for de offentlige kontorer.

Men vi må ikke tage det for givet. Hvis vi bare forventer, at folk hjælper til, og lader den frivillige indsats drukne i baggrundsstøj, så risikerer vi at kvæle lysten til at gøre en forskel. Anerkendelse er ikke bare tomme ord eller symbolpolitik. Det er brændstof til det fællesskab, vi alle nyder godt af.

Derfor skal både politikere og medier blive bedre til at se værdien i civilsamfundet. Det skal ikke være en undskyldning for, at det offentlige kan spare, men en anerkendelse af, at Danmark ikke kun hænger sammen på grund af regler og systemer. Vi hænger sammen, fordi vi vælger at passe på hinanden, når det gælder. Det fortjener mere end bare et skuldertræk – det fortjener, at vi rent faktisk ser og værdsætter det.

Med venlig hilsen

Susanne Damsgaard

Folketingskandidat

Københavns Omegn

Danmarksdemokraterne

 

menu
menu