Store Bededag bliver skolefridag til næste år

 Store Bededag bliver skolefridag til næste år

- Det bliver en skolefridag i Hvidovre næste år, fastslår MIKKEL DENCKER, kb-medlem Dansk Folkeparti:

LÆSERBREV: Fredag den 26. april ville vi i hele Danmark have fejret Store Bededag, hvis ikke regeringen havde afskaffet den, med det påskud at helligdagen kostede staten penge, som der var brug for til forsvaret. Dermed afskaffede regeringen en flere hundrede år gammel tradition med at fejre Store Bededag: med hveder, konfirmationer og en tiltrængt ekstra fridag og forlænget weekend til alle. Forklaringen kender vi: afskaffelsen giver et lille ekstra beløb i statskassen, som åbenbart var helt uundværligt for at dæmme op for et aggressivt Rusland.

Men nej, mage til sludder skal man lede længe efter, for der er ingen logisk sammenhæng mellem forsvarets styrke og Store Bededag. Kun regeringens endeløse jagt på at få danskerne til at arbejde mere og mere må være den reelle forklaring.

Heldigvis har danskerne reageret med harme overfor regeringens manglende respekt for den lille bid af dansk kultur, som uløseligt hænger sammen med Store Bededag, ved i høj grad at fjerne opbakningen til regeringen. Og forhåbentlig kommer der efter næste folketingsvalg et nyt flertal som vil genindføre Store Bededag.

Traditionen bliver videreført her!

I Hvidovre kommer vi heldigvis ikke til at vente så længe. For på initiativ af Dansk Folkeparti har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet at Store Bededag også fremover, dvs. fra og med 2025, skal være en skolefridag i Hvidovre. For heldigvis er vi i Hvidovre så meget herrer i eget hus, at vores skolers ferier og fridage kan regeringen ikke bestemme over.

Så tak til de partier, der sammen med Dansk Folkeparti har sikret at en god dansk tradition lever videre her i Hvidovre.

Med venlig hilsen

Mikkel Dencker

Kommunalbestyrelsesmedlem for DF